Spring over hovedmenu

NYHED / 22-04-2020

Timekrav på pause frem til juli

I første omgang var det planen, at 225-timersreglen skulle suspenderes frem til juni. Nu har aftalepartierne besluttet at forlænge suspenderingen med yderligere en måned.

Regeringen har med et bredt flertal besluttet at suspendere 225-timers reglen for kontanthjælpsmodtagere helt frem til 8. juli som følge af corona-krisen, således at kontanthjælpsmodtagere ikke får nedsat deres ydelse på grund af manglende beskæftigelse efter den 9. marts . Ændringen skulle oprindeligt gælde i tre måneder, men bliver altså nu forlænget med yderligere en måned.  

I weekenden besluttede et samlet Folketing desuden at forlænge den midlertidige suspendering af bl.a. lediges forbrug af dagpengeperioden og retten til sygedagpenge frem til 30. juni.  

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Krisen har ramt os dybt, og konsekvenserne vil vi desværre kunne mærke i et godt stykke tid endnu. Derfor giver det selvfølgelig heller ikke meningen, at kontanthjælpsmodtagere skal leve op til et bestemt beskæftigelseskrav, når mange virksomheder er lukket ned. På samme måde er forbruget af dagpengeperioden og en række andre regler på beskæftigelsesområdet jo også sat på stand-by. Til gengæld skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de ledige hurtige tilbage i job med de gode redskaber, vi kender som opkvalificering og praktikker, når økonomien gradvist kommer i gang igen.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830