Spring over hovedmenu
""
WEF og WHO er gået sammen om at lave en international COVID-platform for regeringer og virksomheder. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er inviteret til at deltage for blandt andet at dele de danske erfaringer.-Fotograf: Keld Navntoft

NYHED / 07-05-2020

Beskæftigelsesminister deltager i international netværk til håndtering af Corona-krisen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard deltager i virtuelle møder med regeringer og virksomheder verden over for at dele erfaringer og afbøde virkningerne af COVID-19. Det er World Economic Forum (WEF) og WHO, der sammen har oprettet COVID-platformen, der har løbende møder.

COVID-19 har store konsekvenser på hele kloden, og derfor er WEF og WHO gået sammen om at lave en international COVID-platform for regeringer og virksomheder, hvor medlemmerne kan dele erfaringer og blandet andet se på, om flere midler kan frigives til at håndtere den globale krise.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er inviteret til at deltage for blandt andet at dele de danske erfaringer. Blandingen af regeringer og private virksomheder skal sikre en global koordineret indsats mod COVID-19 og dets effekter.

Platformen fokuserer især på følgende:

  • Hvordan sikrer vi kollektiv handling fra det globale erhvervsliv
  • Hvordan beskytter vi folks levebrød og hjælper virksomheder med at fortsætte
  • Hvordan mobiliserer vi samarbejde og virksomhedsstøtte som svar på COVID-19

Mere end 700 virksomheder har tilmeldt sig platformen - blandt andet LEGO Group, Danfoss, Mærsk, Grundfoss, DSV Denmark og Novo Nordisk.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for at få mulighed for at drøfte håndteringen af krisen med andre regeringsrepræsentanter og virksomhedsledere, så vi hjælper hinanden med at komme igennem denne globale krise på bedst mulige måde. Det handler om, at sundhedskrisen får så begrænset indvirkning på økonomierne som overhovedet muligt. Vi kan allerede se, at krisen vil blive dyr og langvarig, men vi skal gøre, hvad vi kan for at forhindre, at folk mister deres arbejde, og sikre, at økonomierne bliver skubbet godt i gang, når sundhedskrisen er ovre. 

- Danmark har meget at byde ind med i forhold til den måde, som politikere og arbejdsmarkedets parter arbejder hurtigt og effektivt sammen, så vi får holdt hånden under tusindvis af lønmodtagere og virksomheder – blandt andet ved lønkompensation. Men det er også vigtigt for mig at lytte til, hvordan andre lande og virksomheder har fundet løsninger her i krisetiden.