

NYHED / 29-05-2020
Fredag førstebehandles to beslutningsforslag i Folketinget
Regulering af dagpenge og afskaffelse af modregning af lønindkomst i folkepensionen er på programmet, når Folketinget fredag førstebehandler to beslutningsforslag på beskæftigelsesområdet.
Fredag den 29. maj 2020 er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i Folketinget ved førstebehandlingen af to beslutningsforslag, der begge har været udskudt på grund af corona-krisen.
Med beslutningsforslaget, B 76, vil Enhedslisten pålægge regeringen at indkalde til politiske forhandlinger om kompensationsgraden i dagpengesystemet, mens Liberal Alliance med beslutningsforslaget, B 89, vil afskaffe modregning af lønindkomst i folkepensionen.
Beslutningsforslag 76 om regulering af arbejdsløshedsdagpenge
Med beslutningsforslaget lægges der op til, at regeringen skal indkalde til forhandlinger om at stoppe mindrereguleringen af dagpengene i indeværende folketingsår.
Forslaget er fremsat af Jette Gottlieb (EL), Henning Hyllested (EL), Christian Juhl (EL), Pernille Skipper (EL) og Victoria Velasquez (EL).
Beslutningsforslaget blev fremsat den 22. januar 2020, men behandlingen blev udskudt på grund af corona-krisen.
Læs om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmesideBeslutningsforslag 89 om afskaffelse af modregning af lønindkomst i folkepensionen
Med beslutningsforslaget lægges der op til, at modregningen af lønindkomst i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg skal afskaffes, så pensionister får mere ud af at arbejde.
Forslaget er fremsat af Alex Vanopslagh (LA), Henrik Dahl (LA) og Ole Birk Olesen (LA).
Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. februar 2020, men behandlingen blev udskudt på grund af coronakrisen.
Læs om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside