Spring over hovedmenu
""
Forligskredsen er blevet enig om en model for regulering af arbejde med nedrivning og montering af mineraluld. Modellen har både betydning for ny og gammel mineraluld.

NYHED / 28-05-2020

Politisk enighed om håndtering af mineraluld

Arbejdsmiljøforligskredsen er nået til enighed om at justere bekendtgørelsen for arbejde med montering og nedrivning af både ny og gammel mineraluld, så den bliver mere tidssvarende og beskyttelsesniveauet øges.

Efter et langvarigt forløb, hvor arbejdsmarkedets parter ikke kunne nå til enighed, er forligskredsen nu blevet enig om en model for regulering af arbejde med nedrivning og montering af mineraluld. Modellen har både betydning for ny og gammel mineraluld.

Der vil blandt andet være krav om, at virksomhederne så vidt muligt skal erstatte mineraluld med ufarlige eller mindre farlige materialer, og så skal der ske en effektiv oplæring og instruktion ved montering og nedrivning af mineraluld.

Med modellen kommer reguleringen af gammel mineraluld op på niveau med kræftreglerne med visse undtagelser. Derfor vil der også være flere krav til arbejdsgiverne, som fx effektiv adskillelse af arbejdet fra andre arbejdspladser, og krav om afgrænsning og afmærkning af området med passende sikkerhedsskiltning.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det har været vigtigt for mig at få en afklaring på udfordringerne med mineraluld, og det har været et langstrakt forløb. Jeg er tilfreds med, at vi politisk er kommet frem til en model, hvor vi både tænker på arbejdstagere og arbejdsgivere. 

- Vi har forståelse for de ansattes bekymringer, uden at vi pålægger arbejdsgiverne unødige restriktioner med denne model. Ideelt set havde der mellem parterne været enighed om et kompromis på udfordringerne, men her er vi endt med en politisk aftalt model, som ligger et fornuftigt sted imellem parternes ønsker. 

Arbejdstilsynet vil nu udarbejde udkast til bekendtgørelse med henblik på høring af arbejdsmarkedets parter og offentlig høring. 

Fakta om ny og gammel mineraluld

Mineraluld er et isoleringsmateriale af syntetiske mineralfibre, der fremstilles ud fra sten, glas eller slagger. Det anvendes primært til isolering af bygninger, tage, facader og rør mod varme og kulde. 

Gammel mineraluld 
”Gammel mineraluld” er betegnelsen for mineraluld fremstillet før 1997. Mineralulden er i EU’s forordning om klassificering, mærkning og emballering (CLP-forordningen) klassificeret som muligt kræftfremkaldende (kategori 2). WHO’s internationale kræftforskningsagentur (IARC) har imidlertid i 2001 vurderet, at det ikke var muligt at klassificere disse i forhold til kræftfremkaldende egenskaber. Der er endnu ikke sket en revurdering af gammel mineraluld i EU, og klassificeringen som muligt kræftfremkaldende i CLP-forordningen er derfor fortsat gældende. 

Ny mineraluld 
”Ny mineraluld” er betegnelsen for mineraluld fremstillet efter 1997. Ny mineraluld er som udgangspunkt undtaget klassificeringen som muligt kræftfremkaldende i EU’s forordning om klassificering, mærkning og emballering (CLP-forordningen). 

Fremtidig regulering af montering og nedrivning af mineraluld

Forligskredsen er nået til enighed om en ny model for regulering af arbejde med nedrivning og montering af både ny og gammel mineraluld, hvor arbejdet som udgangspunkt bliver reguleret i samme sæt af regler, den såkaldte mineraluldsbekendtgørelsen.

Ved arbejde med montering og nedrivning af ny mineraluld bringes mineraluldsbekendtgørelsen på niveau med reguleringen af andre kemiske stoffer og materialer i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer.

Ved arbejde med montering og nedrivning af gammel mineraluld bringes mineraluldsbekendtgørelsen med enkelte undtagelser på niveau med reguleringen i kræftbekendtgørelsen, som er de strengeste arbejdsmiljøregler på det kemiske område.

Det betyder bl.a., at der for arbejde med montering og nedrivning af både ny og gammel mineraluld vil blive stillet krav til arbejdsgiveren om udarbejdelse af en kemisk risikovurdering og ajourføring ved væsentlige ændringer, effektiv oplæring og instruktion af medarbejdere i forhold til arbejde med mineraluld samt om mærkning af beholdere mv. (affaldsbeholdere).

For arbejde med montering og nedrivning af gammel mineraluld vil der endvidere blive stillet yderligere krav om effektiv adskillelse af arbejdet fra andre arbejdspladser, afgrænsning og afmærkning af området med passende sikkerhedsskiltning, opbevaring og rengøring af personlige værnemidler og udvidet instruktion med hyppigere gentagelse.

På visse områder vil reguleringen af gammel mineraluld fravige reguleringen i kræftbekendtgørelse. Det er tilfældet ift. den udvidede adgang til arbejdsmedicinske undersøgelser, føring af en protokolliste over ansatte, der vurderes at kunne være udsat for gammel mineraluld samt ajourføring af den kemiske risikovurdering ved enhver ændring. Her vil i stedet gælde den samme regulering som for ikke-kræftfremkaldende kemiske stoffer og materialer.

Endvidere vil krav om anvendelse af procesventilation med kontrolanordning forblive reguleret i reglerne om bygge- og anlægsarbejde.