Spring over hovedmenu
""
Forlængelsen af lønkompensationsordningen indebærer, at medarbejdere skal holde tre ugers ferie i perioden frem til 29. august. Det gælder dog alene, hvis medarbejderen har optjent feriedagene efter ferieloven.

NYHED / 16-06-2020

Lovforslag: Arbejdsgivere kan varsle ferie i den forlængede lønkompensationsperiode

Arbejdsgivere, som søger om at få forlænget lønkompensationsperioden frem til slutningen af august, får en særlig mulighed for at varsle medarbejderne, at de skal holde op til tre ugers ferie fra den 9. juli til og med den 29. august 2020. Det fremgår af et lovforslag, der fremsættes i Folketinget tirsdag.

Den 5. juni 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale om at forlænge lønkompensationsordningen frem til og med 29. august. Det er under forudsætning af, at medarbejderne i perioden afvikler den tilbageværende ferie, dog maksimalt 15 feriedage. Det gælder dog alene, hvis medarbejderen har optjent feriedagene efter ferieloven. Virksomheden kan under ingen omstændigheder modtage lønkompensation for de tre uger per medarbejder i perioden.

Med lovforslaget, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, har fremsat i Folketinget tirsdag den 16. juni, skabes der hjemmel til, at arbejdsgiverne får en særlig mulighed for at varsle medarbejderne, at de skal holde tre ugers ferie i perioden frem til slutningen af august.

Lovforslaget førstebehandles i Folketinget den 18. juni 2020.