Spring over hovedmenu

NYHED / 26-06-2020

To nye fokusrevisioner offentliggjort

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og forligskredsen bag reformen for førtidspension og fleksjob vender tilbage til forhandlingerne om ressourceforløb efter sommerferien. Ny rapport peger på flere udfordringer.

Forhandlingerne om ressourceforløb bliver genoptaget på den anden side af sommerferien. Første møde var kort inden corona-virussens indtog og nedlukningen af landet.

I forhandlingerne vil der indgå en ny rapport fra to fokusrevisioner, som i dag er blevet gennemgået med forligskredsen. Deloitte har lavet fokusrevisioner af ressourceforløb og jobafklaring. De har kigget på 375 ressourceforløbssager fra 25 kommuner for hvert område. Begge rapporter viser, at der er et stykke vej fra virkeligheden ude i kommunerne på flere områder til intentionerne i loven.

Gennemgangen viser, at ressourceforløbene og jobafklaringsforløbene ofte mangler konkrete job- og uddannelsesmål, og at der kan være lang ventetid før ens sag bliver taget op i rehabiliteringsteamet. Samtidig får borgerne i mange tilfælde ikke den indsats, som rehabiliteringsteamet har vurderet, at de kunne have gavn af.

Konklusionerne i fokusrevisionen udbygger og bekræfter de problemstillinger forligskredsen skulle tage stilling til, da Corona-krisen satte forhandlingerne på pause.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det har hele tiden stået centralt for regeringen at gennemgå de forskellige reformer for at sikre, at de fungerer, og vi har en særlig forpligtelse med de reformer, som vi selv har sat i søen. Corona-krisen har udskudt forhandlingerne om ressourceforløb, men nu vil vi hurtigst muligt efter ferien genoptage forhandlingerne om at forbedre ressourceforløbene, og det ser jeg frem til, for der er nok at tage fat på.

- Rapporten viser desværre, at der er nogle udfordringer ved ressourceforløbene, hvilket jeg tager meget alvorligt. Den peger blandt andet på, at der er mange lange ressourceforløb uden den nødvendige fremdrift og til tider uden indhold. Det siger sig selv, at borgeren ikke skal være flere år i et forløb uden mål og retning.

- Når vi er færdige med at justere reformen af førtidspension og fleksjob, vil jeg tage fat på jobafklaringsforløbene og den øvrige del af sygedagpengereformen sammen med sygedagpengeforligskredsen.

Det forventes, at forhandlingerne begynder i august.