Spring over hovedmenu

NYHED / 28-10-2020

Ny hjælpepakke forbedrer mulighederne for ledige

Sent tirsdag blev regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier enige om en ny hjælpepakke. Aftalen er også en håndsrækning til ledige.

Den seneste hjælpepakke, som skal afbøde konsekvenserne af corona-krisen, understøtter ikke bare virksomheder, kultur- og foreningslivet. Den hjælper også borgere, der modtager dagpenge, sygedagpenge eller kontanthjælp.

Aftalen betyder, at personer, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 og indtil 1. november 2021, vil få forlænget deres ret til dagpenge med to måneder. Samtidig forlænges retten til sygedagpenge midlertidigt med tre måneder.

I forhold til kontanthjælpsmodtagere så bliver 225-timersreglen suspenderet fra 1. november 2020 til 31. januar 2021.

Der er afsat 60 mio. kroner til opkvalificering af ledige i 2021. Halvdelen af pengene er afsat til den regionale uddannelsespulje. Den sikrer, at ledige hurtigt og fleksibelt omstilles til nye job og brancher. Ledige vil med forslaget få adgang til jobrettede kurser fra første ledighedsdag. En pulje på 20 mio. kroner går til finansiering af certificeringer for de piloter og flyveledere, der er blevet afskediget siden den 11. marts 2020, og så er der afsat 10 mio. kroner til branchekoordinatorer, som udvikler og understøtter opkvalificeringsforløb.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Over den seneste tid er arbejdsmarkedets tilstand blevet forbedret markant med højere beskæftigelse, lavere ledighed og mange opslåede stillinger. Men coronaen raser stadig, og de nye restriktioner og nedlukninger gør det helt nødvendigt også at sikre virksomheder, lønmodtagere og ledige. Det er formålet med den nye hjælpepakke, som et bredt flertal står bag.

- Jeg er glad for, at aftalen i høj grad sikrer dem på dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp. Det er også positivt, at der er en særskilt håndsrækning til ledige i luftfartsbranchen, som i den grad står i en svær situation.