Spring over hovedmenu

NYHED / 15-12-2020

Mistanke undersøges: Folk på kontanthjælp undtaget for timekrav kan være trukket i ydelse

Ugifte kontanthjælpsmodtagere undtaget for 225-timersreglen kan i visse tilfælde være blevet trukket i ydelse alligevel. Kommuner skal nu gennemgå de relevante sager.

Landets kommuner skal nu gennemgå alle sager om kontanthjælp, hvor ugifte borgere er undtaget for at arbejde 225 timer ved siden af ydelsen. Det sker, fordi Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i forbindelse med en stikprøve i tre kommuner er blevet opmærksom på, at der er borgere på kontanthjælp, som er blevet trukket i ydelse, selv om de ikke er omfattet af timekravet. 

Omfanget er uvist, og derfor skal kommunerne gennemgå disse sager og derefter aflevere en redegørelse i slutningen af februar. Problemet er muligvis opstået, fordi den markering, der er i den enkeltes sag i jobcentret, hvis man er undtaget for 225-timersreglen, ikke har kunnet aflæses i det system, der udbetaler pengene. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Er man undtaget for timekravet, så er der en grund til det, og så skal man naturligvis ikke trækkes i kontanthjælp, hvis man ikke arbejder ved siden af kontanthjælpen.

- Derfor er det vigtigt, at vi får kortlagt problemets omfang, så de berørte borgere kan få penge tilbage. Det er vigtigt for mig, at alle borgere stilles som om, denne fejl ikke var sket. Og så skal vi finde ud af, hvordan det her overhovedet kan opstå, så det ikke sker igen.

225-timersreglen blev indført i 2017. Hvis der er der fejl i alle sager for ugifte på kontanthjælp i alle kommuner, så kan det potentielt betyde, at omkring 6.000 borgere skal have betalt sammenlagt godt 25 millioner kroner tilbage.