Spring over hovedmenu

NYHED / 23-02-2021

Minister indskærper: Der skal føres risikobaseret kontrol med arbejdsklausuler i statslige kontrakter

Regeringen har besluttet, at kontrollen med arbejdsklausuler fremover skal ske ud fra en risikovurdering. Det sker som opfølgning på kritik fra Rigsrevisionen, der ikke mener, at der har været stort nok fokus på at få arbejdsklausuler skrevet ind i statslige kontrakter.

Som opfølgning på Statsrevisorernes bemærkninger har regeringen besluttet, at den fremtidige kontrol med at overholde arbejdsklausulerne i de statslige kontrakter skal ske på baggrund af risikovurderinger. Det kan fx være ved at kigge på risikobrancher, anvendelse af ufaglært arbejdskraft, udenlandsk arbejdskraft, udstationerede medarbejdere, anvendelse af vikarer, unormal lav pris eller lange underleverandørkæder.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard understreger i et brev til ministerierne, at alle statslige myndigheder skal anvende arbejdsklausuler i alle kontraktforhold om bygge- og anlægsarbejder, fabrikation og udførelse eller ydelser af tjenester uanset kontraktens størrelse.

Indskærpelsen kommer på baggrund af kritik fra Rigsrevisionen, som har påpeget, at der ikke blev brugt arbejdsklausuler i statslige kontrakter i tilstrækkelig høj grad, og at kontrollen med arbejdsklausulerne var for ringe.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg vil gerne understrege, at regeringen prioriterer brugen af arbejdsklausuler og kontrollen af dem højt. Det er et vigtigt redskab til at hindre social dumping, når der udfører opgaver for det offentlige.

- Det er ikke godt nok, at så få statslige kontrakter indeholder arbejdsklausuler, og kontrollen med dem er utilstrækkelig. Det skal vi blive bedre til, og derfor har jeg også indskærpet, at reglerne bliver fulgt, og at kontrollen fremadrettet skal være ske ud fra en risikovurdering.

I finansloven for 2020 valgte regeringen at oprette en central kontrolenhed, som skal sørge for at føre kontrol med overholdelse af arbejdsklausuler i kontrakter på bygge- og anlægsområdet inden for Transportministeriets ressort samt i kontrakter i forbindelse med den fællesstatslige Facility Management-løsning og i kontrakter i Statens Indkøbsprogram, der er indgået af Økonomistyrelsen.

Kontrol med overholdelsen af arbejdsklausuler i alle andre kontrakter skal fortsat gennemføres af de enkelte statsinstitutioner.