Spring over hovedmenu
""
Flere fædre skal tage mere orlov med deres børn. Det vil gavne både børnene, fædrene og mødrene at få en mere lige fordeling af orloven, lyder det fra beskæftigelses- og ligestillingsministeren.

NYHED / Ligestilling / 18-05-2021

Minister sætter fokus på virksomheders støtte til fædreorlov

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard vil hjælpe en kulturændring på vej på arbejdspladserne med relanceringen af kampagnen ”Aktion fars orlov”

Med en relancering af kampagnen "Aktion fars orlov" sætter beskæftigelses- og ligestillingsministeren fokus på behovet for en kulturændring på arbejdspladserne, så der bliver støttet op om de fædre, der gerne vil tage mere orlov med deres børn.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Flere fædre skal tage mere orlov med deres børn. Det vil gavne både børnene, fædrene og mødrene at få en mere lige fordeling af orloven. Det er i mine øjne godt for børnene at være sammen med begge deres forældre tidligt i livet. Med relanceringen af kampagnen Aktion fars orlov er fokus på, at der er behov for en kulturændring på arbejdspladserne, så virksomheder og ledere støtter op om, at fædre tager orlov.

Kampagnen er støttet af virksomheder og arbejdsmarkedsorganisationer, der også bakker op om behovet for en kulturændring på arbejdspladserne.

"Aktion Fars Orlov" har tidligere især haft fokus på at få fædre til at ændre adfærd og tage mere orlov. Med relanceringen sættes der i højere grad fokus på, at virksomheder og ledere har et medansvar for at skabe en kultur på arbejdspladsen, der giver fædre mulighed for og lyst til at tage orlov. Det er sket gennem små kampagnefilm og opslag på sociale medier.