Spring over hovedmenu

NYHED / 20-09-2021

Peter Hummelgaard taler opkvalificering og samarbejde med arbejdsmarkedets parter på WEF-topmøde

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard skal mandag den 20. september deltage i en paneldiskussion i World Economic Forum om de danske erfaringer med samarbejde med arbejdsmarkedets parter i forhold til opkvalificering.

Paneldiskussionen er en del af WEF topmøde om bæredygtig udvikling fra 20. – 23. september 2021, hvor omdrejningspunktet er gennemførelsen af FN’s verdensmål.

Grundet COVID-19 pandemien har 2020 været første år med global tilbagegang i stræben efter at opnå verdensmålene. Derfor skal topmødet bringe ledere sammen for kollektiv handling, der kan bane vej for nye fremskridt. World Economic Forum har som mål, at en milliard mennesker skal opkvalificeres inden 2025.

Politikere, topledere fra erhvervslivet, forskere m.fl. deltager i arrangementet.  

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Der er globalt en stor interesse for at høre danske erfaringer med opkvalificering, som regeringen har investeret mere end to milliarder kroner i siden foråret 2020. Jeg er specifikt blevet bedt om at fortælle om de gode erfaringer, vi har med arbejdsmarkedets parter for at få opkvalificeret arbejdsstyrken i Danmark, så den matcher virksomhedernes behov. Jeg mener, at vi især med den unikke danske model har meget at bidrage med fra dansk side. Det er en værdifuld del af internationalt samarbejde, at landene kan lære af hinanden, og jeg ser frem til at deltage i paneldiskussionen.

 

 

Kontakt

Pressevagt

51232830