Spring over hovedmenu

NYHED / 21-10-2021

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfayes kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for august 2021

I august 2021 var der 2.869.000 personer i job. Det er 14.650 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,5 procent. Ser man på den private sektor, er der kommet 9.050 flere lønmodtagere siden juli måned. I samme periode er der kommet 5.600 flere offentligt ansatte.

Sammenlignet med februar sidste år, som var den sidste måned inden COVID-19-krisen ramte, er beskæftigelsen samlet set 68.000 højere, svarende til 2,4 procent. Dermed sætter august rekord for højeste antal beskæftigede i Danmark nogensinde registreret.

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye siger:

- Det er virkelig positivt, at antallet af beskæftigede igen slår rekord. Jo flere der kan komme med i det arbejdende fællesskab, jo bedre.

- I visse brancher skaber den store fremgang i beskæftigelsen nogle flaskehalse. Derfor indgik regeringen for nylig en trepartsaftale sammen med arbejdsmarkedets parter og KL. Den bidrager med at afhjælpe manglen på arbejdskraft og får flere ind på arbejdsmarkedet. Samtidig forhandler vi netop nu regeringens udspil ”Danmark kan mere”, der også skal sikre flere hænder.

- Vi står lige nu med en unik mulighed for at få endnu flere danskere ind på arbejdsmarkedet. Alle skal med. Det vil være en gevinst for den enkelte ledige, virksomhederne og samfundet som helhed.

Kontakt

Pressevagt

51232830