Spring over hovedmenu

NYHED / 20-01-2022

Lønkompensationsordningen forlænges frem til og med den 15. februar

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at forlænge den midlertidige lønkompensationsordning for hårdt ramte virksomheder. Det sker i lyset af de forlængede restriktioner, der blev meldt ud den 12. januar.

I takt med at corona-smitten steg hen over efteråret og vinter, og en række restriktioner blev genindført, indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter den 10. december 2021 en aftale om at indføre en midlertidig lønkompensationsordning for hårdt ramte virksomheder. Kort før jul blev ordningen forlænget, så den gælder frem til og med den 31. januar 2022.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter mødtes i dag for at gøre status for ordningen. Det har i den forbindelse været et stort ønske fra parterne, at den midlertidige lønkompensationsordning forlænges. En række virksomheder er fortsat hårdt ramt i lyset af, at flere restriktioner fortsætter frem til den 31. januar 2022.

Det er derfor aftalt, at den midlertidige lønkompensationsordning forlænges med de eksisterende vilkår frem til og med den 15. februar 2022. Det giver virksomhederne og deres ansatte ekstra 15 kalenderdage med kompensation efter restriktionernes ophør.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også enige om, at lønkompensationsordningen er midlertidig og ikke bør løbe længere end højst nødvendigt i den nuværende situation med stigende mangel på arbejdskraft.

Det er endvidere aftalt, at regeringen og arbejdsmarkedets parter mødes igen den 1. februar og gør status.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Vi står nu i en bedre situation end før jul. Derfor har vi også lempet restriktionerne for kulturlivet. Men andre brancher er fortsat ramt af restriktioner og har det svært. Vi har derfor lyttet til arbejdsgiverne og har fuld forståelse for, at restriktionerne udfordrer en række virksomheder, og at de har brug for lidt ekstra fleksibilitet i den anden ende. Men det er også vigtigt at understrege, at lønkompensationsordningen er midlertidig og skal udfases, så snart restriktionerne udfases. Der er lige nu så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, og derfor skal vi selvfølgelig være varsomme med at fastholde et kriseværktøj i længere tid, end det er nødvendigt.  

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

- Danskerne har igen stået sammen og det betyder, at vi snart kan se lyset for enden af tunnelen, hvor vi kan åbne op for samfundet. Men vi er der ikke helt endnu, og derfor er der desværre stadig erhvervsdrivende, som må se til fra sidelinjen og holde dørene lukket. På samme måde som der stadig er åbent for, at virksomheder kan søge om hjælp til fx de faste omkostninger, så skal der også være hjælp til at holde på gode medarbejdere. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter har forlænget ordningen for lønkompensation, så virksomheder, som stadig er ramt af restriktioner, kan få hjælp, så både dem selv og deres medarbejdere kan komme godt ud på den anden side.

Administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad, siger:

- Mange virksomheder står fortsat i en vanskelig situation. Derfor er det også vigtigt, at vi er blevet enige om, at vi fortsat skal holde hånden under de virksomheder og arbejdspladser, som er udfordret af coronarestriktioner ved at forlænge aftalen om lønkompensation. Jeg er også tilfreds med, at vi har besluttet at sætte os sammen igen og tage bestik af situationen i starten af februar.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard siger:

- Det er sund fornuft at forlænge lønkompensationsordningen med yderligere 14 dage. Vi står midt i de højeste smittetal i hele pandemien og mange arbejdspladser er stadig ramt af restriktioner. Så jeg er glad for, at vi endnu en gang kan holde hånden under beskæftigelsen og undgå, at medarbejdere bliver fyret.

Formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz, siger:

- Jeg er glad for, at vi er enige om at forlænge lønkompensationsordningen lidt endnu, så vi kan hjælpe de virksomheder og medarbejdere der fortsat er hårdest ramt. Det næste stykke tid kommer vi til at følge udviklingen tæt, så vi sikrer den rigtige balance mellem at hjælpe de virksomheder der er ramt af restriktioner, og de virksomheder der mangler arbejdskraft. Med forlængelsen i dag tager vi et stort skridt på vejen mod den normalisering vi alle ønsker.

Kontakt

Pressevagt

51232830