Spring over hovedmenu

NYHED / 30-03-2022

Rekrutteringssurvey viser lavere, men fortsat højt antal forgæves rekrutteringer

Antallet af forgæves rekrutteringer ligger fortsat ligger højt, viser ny rekrutteringssurvey. Undersøgelsen bygger på jobopslag i perioden fra juni til november 2021, som var præget af stigende beskæftigelse.

Der var 126.300 forgæves rekrutteringer i perioden fra juni til november 2021. I 73.300 tilfælde fik virksomhederne ikke stillingen besat, og 53.000 gange blev stillingen besat af en ansøger, som ikke havde alle de ønskede kvalifikationer. Det viser en ny rekrutteringssurvey, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har offentliggjort.

Antallet af forgæves rekrutteringer er lavere end i surveyen for december 2021, men er det næsthøjeste antal siden foråret 2008.

Kigger man på andel af forgæves rekrutteringer, fordelt på brancher, er udfordringerne størst i bygge- og anlægsbranchen og for hoteller og restauranter.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Undersøgelsen er igen et bevis på, at det danske arbejdsmarked kom buldrende ud af coronamørket. Hjælpepakker og en klog finanspolitik har betydet, at Danmark står et rigtigt godt sted på trods af pandemien. Flere er kommet i arbejde, og vi har stadig gode muligheder for at få de sidste med.

- Samtidig er det selvfølgelig et problem, at der er et stort antal forgæves rekrutteringer. Derfor har regeringen også hele tiden taget bestik af situationen og lavet flere politiske aftaler med en række af folketingets partier for at afhjælpe udfordringerne. Senest med Danmark Kan Mere I, hvor vi blandt andet sikrer flere hænder til arbejdsmarkedet, skubber yderligere til den grønne omstilling og afskaffer modregning i pensioner for egen og ægtefælles arbejdsindkomst.

- Nu står vi så en helt ny situation med krigen i Ukraine. Det betyder, at der den kommende tid vil være voksende økonomisk usikkerhed. Det gælder både stigende forbrugerpriser, men også aftagende forventninger til den samlede vækst.

- I forlængelse af den forfærdelige krig i Ukraine, gør vi, hvad vi kan, for at gøre det muligt for ukrainere at komme hurtigt i job. I første omgang handler det om at give de fordrevne tryghed og faste rammer i en kaotisk situation, men vi hører også, at mange gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet. Der er vi begunstiget af, at vi har lav ledighed, og virksomheder der gerne vil ansætte de ankomne ukrainere.

Kontakt

Pressevagt

51232830