Spring over hovedmenu

NYHED / 13-04-2022

Ca. 33.500 personer har nu fået tildelt retten til tidlig pension

Siden 1. august 2021 har det været muligt at søge om ret til tidlig pension. Frem til 31. marts har godt 33.500 borgere fået tildelt retten.

I oktober 2020 indgik regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten en aftale om at indføre en ny ret til tidlig pension. Og den 1. august sidste år blev der så åbnet for ansøgninger til ordningen, der gør det muligt for borgere, som har været mange år på arbejdsmarkedet, at trække sig værdigt tilbage op til tre år tidligere.

Det er muligt at ansøge om ret til tidlig pension fra man er fyldt 61 år. Det har indtil videre ca. 44.700 borgere gjort. Af dem, som frem til den 31. marts 2022 har fået behandlet deres ansøgning, har ca. 33.500 borgere fået ret til tidlig pension. Heraf har ca. 16.350 personer fået den maksimalt mulige ret til tidlig pension, mens godt 17.200 borgere har fået ret til to eller et år på tidlig pension. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Af tallene kan man se, at der relativt set er flest håndværkere og slagteriarbejdere, der har søgt og fået tildelt ret til tidlig pension. Den største andel, der har søgt og fået tildelt retten, er fra Morsø Kommune og Frederikshavn Kommune.

Alle borgere, der i første omgang ikke får tildelt tidlig pension eller får en delvis tildeling har mulighed for at indsende dokumentation om anciennitet på arbejdsmarkedet. De seneste tal viser, at ca. 17.350 partshøringer er afsluttet pr. 31. marts. Samtidig viser tallene, at 42 pct. af de partshørte ansøgere har indsendt dokumentation ifm. høringen svarende til knap 7.300 personer. Ud af den gruppe har 67 pct. fået ret til tidlig pension (1, 2 eller 3 år) efter partshøringen eller har fået flere år på ydelsen end først tildelt.

For at overgå til tidlig pension, skal man som borger bekræfte, at man ønsker at gøre brug af retten. Det kan man tidligst gøre tre måneder før, man kan modtage den første udbetaling. Samlet set er der i første kvartal 2022 ca. 5.000 personer, der har fået udbetalt tidlig pension.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Cirka 33.500 personer har nu fået tildelt retten til at kunne trække sig værdigt tilbage. Langt fra alle vil gøre brug af retten, selvom de har den. Men alene det, at de nu har muligheden, giver dem en fundamental tryghed, som ikke fandtes før, og som er rigtig vigtig, hvis for eksempel knæ og skuldre begynder at gøre ondt, eller hovedet bliver for tungt om morgenen.

- Regeringen har forpligtet sig på at sikre, at dem, som ikke har kræfterne til det, kan trække sig tilbage på en ordentlig og værdig måde, før de er helt slidt ned. Der er netop tale om borgere, som har knoklet på arbejdsmarkedet fra en meget tidlig alder, så jeg mener kun at det er fair, at vi har fået rettet op på den skævhed i pensionssystemet.

- Det er helt uforståeligt for mig, at både Venstre og Konservative ønsker at afskaffe retten og bruge pengene på skattelettelser i stedet. Vi har politisk besluttet, at pensionsalderen løbende skal hæves for at finansiere velfærdssamfundet. Derfor mener jeg også, at vi bærer et særligt ansvar for, at der er en ordning for dem, der efter rigtig mange år på arbejdsmarkedet ønsker at gå på pension lidt før, så de kan opleve en god pensionstilværelse med livskvalitet.

Kontakt

Pressevagt

51232830