Spring over hovedmenu

NYHED / 13-06-2022

Beskæftigelsesministeren sætter fokus på atypisk beskæftigelse med to rundbordssamtaler

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er i dag vært ved den første af i alt to rundbordssamtaler, som har til formål at drøfte og indhente inspiration til at håndtere nogle af de udfordringer, som atypisk beskæftigede oplever på det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er i dag vært ved den første af i alt to rundbordssamtaler, som har til formål at drøfte og indhente inspiration til at håndtere nogle af de udfordringer, som atypisk beskæftigede oplever på det danske arbejdsmarked.

Platformsarbejde, freelancearbejde og anden atypisk beskæftigelse er i fremvækst i disse år. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er derfor stærkt optaget af at sikre, at rammerne for det danske arbejdsmarked følger trit med de udfordringer og muligheder, som blandt andet atypiske ansættelsesformer og atypisk beskæftigelse fører med sig.

I den forbindelse har beskæftigelsesministeren inviteret repræsentanter for en række udvalgte faglige organisationer til en rundbordssamtale i ministeriet i dag. Formålet er her at drøfte atypisk beskæftigedes arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked og indhente inspiration til at håndtere nogle af de udfordringer, som atypisk beskæftigede oplever.

For regeringen er det vigtigt at arbejdet for ordentlige løn- og arbejdsvilkår favner hele arbejdsmarkedet. Det gælder også de kreative brancher, hvor udbredelsen af bl.a. korttidskontrakter og freelancearbejde er særligt stor. Derfor vil dagens møde blive fugt op af endnu en rundbordssamtale – denne gang specifikt målrettet de kreative brancher. Det sker d. 21. juni, hvor en række udvalgte fagforeningsrepræsentanter, udøvende kunstnere og meningsdannere er inviteret.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Arbejdsmarkedet er dynamisk og udvikler sig hele tiden. Sådan skal det være. Men vores unikke arbejdsmarkedsmodel og indsatsen for gode løn- og arbejdsvilkår udfordres lige nu af forskellige former for atypisk beskæftigelse. Og hvis ikke vi er på vagt, kan stadig flere danskere gå glip af trygheden og principperne om ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

- Fleksibilitet i arbejdet kan have mange fordele. Og vi skal selvfølelig give virksomhederne mulighed for at finde nye forretningsmodeller, som kan skabe vækst, velstand og arbejdspladser. Men det må aldrig blive på bekostning af ordentlige løn- og arbejdsvilkår eller resultere i at visse grupper kommer til at stå uden for fællesskabet – uden beskyttelse og sikkerhedsnet, når der er brug for det.

- Den danske arbejdsmarkedsmodel har været helt afgørende for at Danmark er så velfungerende og velstående et land som vi er. Her er arbejdsmarkedets parter helt centrale, men jeg er også optaget af, hvordan både regeringen og Folketinget kan bidrage til at sikre de bedste rammer for modellen – ikke mindst i lyset af de mange nye måder at arbejde på og nye jobtyper, som vinder frem i disse år. Jeg håber at begge rundbordssamtaler kan være et skridt på vejen, og at de kan være med til at kaste lys over atypisk beskæftigedes vilkår.

Kontakt

Pressevagt

51232830