Spring over hovedmenu

NYHED / 30-08-2022

Forhandlinger om kritisk gennemgang af reformen for førtidspension og fleksjob er startet op

Regeringen lægger op til en kritisk gennemgang af reformen for at sikre mindre bureaukrati, hurtigere afklaring og bedre rettigheder til syge medborgere. Mandag mødtes forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob til det første forhandlingsmøde.

Regeringen har ønsket at gennemgå reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 for at sikre, at virkeligheden står mål med intentionerne bag reformen og uhensigtsmæssigheder ved dele af reformen justeres.

Forligspartierne (SF, S, RV, V, K, LA) bag reformen for førtidspension og fleksjob mødtes mandag den 29. august 2022 for at fortsætte arbejdet med den kritiske reformgennemgang. Tidligere indgik forligskredsen en aftale om bedre ressourceforløb, nu skal der ses på den resterende del af reformen.

Den 22. september 2022 starter forhandlingerne om sygedagpengereformen. Forhandlingernes fokus rettes blandt andet mod at understøtte et sygedagpengesystem, hvor sygemeldte borgere mødes med større værdighed og generes mindre af bureaukratiske og rigide proceskrav.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg har hele tiden sagt, at vi skal kigge på reglerne igen med vores kritiske reformgennemgange. Det er ikke en hurtig og let øvelse, hvis vi skal gøre det ordentligt og udførligt. Og det skal vi, og jeg ser frem til at samarbejde på tværs af partierne i forligskredsen.

- Alle har pligt til at bidrage til samfundet så meget, som de kan, og samtidig har alle med begrænsninger i arbejdsevnen ret til at være en del af et rummeligt arbejdsmarkedsfællesskab. Men hvis man er meget syg, skal vores velfærdssamfund uden tvivl træde til.

- Der er ingen tvivl om, at der på førtidspensions- og fleksjobområdet har været for mange sager, hvor borgere på kanten af arbejdsmarkedet ikke har fået den hjælp, de har haft brug for. Det vidner om et system, der ikke fungerer efter hensigten, og det er ingen tjent med. Jeg har derfor set frem til at mødes med partierne i forligskredsen, så vi kan få kigget reglerne efter i sømmene og få løst nogle af de problemer, som der er på området.

Kontakt

Pressevagt

51232830