Spring over hovedmenu

NYHED / 22-09-2022

Fritagelse for a-kassekontingent for SU-modtagere fremrykkes

Forhøjelsen af indkomstloftet for at studerende fritages for at skulle betale kontingent for deres a-kassemedlemskab bliver rykket et år frem. Bekendtgørelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2022.

Med aftale om kompensation for stigende priser og en ny grøn fond kort før sommerferien valgte man at forhøje fribeløbet for SU med 4000 kroner om måneden allerede fra den 1. januar 2022. Derfor er det besluttet også at fremrykke den anden del af aftalen om en ny reformpakke for dansk økonomi, hvor man forhøjer indkomstloftet for kontingentfritagelse til a-kassemedlemsskab for studerende på en videregående uddannelse.

Ellers kunne det betyde, at studerende, som arbejder mere på grund af det højere SU-fribeløb, skulle tilbagebetale et års medlemsbidrag til a-kassen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg synes, det giver god mening, at forhøjelsen af loftet for fritagelse af a-kassekontingent fremrykkes i takt med forhøjelsen af fribeløbet på SU. Derfor er jeg glad for, at ændringerne for fritagelse af a-kassekontingent nu gælder med tilbagevirkende kraft.

- For denne regering er det vigtigt at styrke den unikke danske model og gøre det attraktivt at forsikre sig gennem a-kassesystemet, og det er dette initiativ med til.

Kontakt

Pressevagt

51232830