Spring over hovedmenu

NYHED / 05-10-2022

Danmark siger klart nej til EU’s mindstelønsdirektiv

I går, den 4. oktober, var der rådsmøde for EU’s økonomi- og finansministrene (ECOFIN), hvor direktivforslaget om mindsteløn formelt blev vedtaget. Direktivet har allerede fået den nødvendige opbakning blandt flertallet af EU's medlemslande, og det er en formalitet, at ECOFIN i går vedtog det.

Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, siger:

- Regeringen har hele tiden været stærkt imod direktivforslaget om mindsteløn, og derfor stemte vi også nej i går. Ved afstemningen har vi fremsat en erklæring for klart og utvetydigt at vise vores modstand – også for eftertiden. Direktivet stiller ikke krav om at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark, men det ændrer ikke på vores principielle modstand mod EU-regulering på det her område.

- Fristen for et annullationssøgsmål er formentlig i løbet af januar. Den eksakte dato afhænger af tidspunktet for direktivets offentliggørelse. Så vi har tid til at analysere fordele og ulemper, inden vi beslutter os.

Kontakt

Pressevagt

51232830