Spring over hovedmenu

NYHED / 08-02-2023

Uge 6 i Folketinget

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i denne uge i samråd om store bededag, besvare to § 20-spørgsmål om modregning i folkepension og udenlandsk arbejdskraft samt deltage i 1. behandlingen af et borgerforslag om at bevare store bededag.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og finansminister Nicolai Wammen er kaldt i samråd onsdag den 8. februar om store bededag. Her skal de to ministre blandt andet redegøre for de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved at afskaffe store bededag som helligdag.

Samme dag skal beskæftigelsesministeren desuden mundtligt besvare to § 20-spørgsmål. Det ene, S 156, handler om modregning af egen arbejdsindtægt i folkepensionen, imens ministeren i svaret på S 212 skal forholde sig til, om mere udenlandsk arbejdskraft kan skade danske ledige.

Den efterfølgende dag, torsdag den 9. februar, skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen deltage i behandlingen af et beslutningsforslag om at bevare store bededag som helligdag. Forslaget har været stillet som et borgerforslag.

Samråd om konsekvenserne ved at afskaffe store bededag som helligdag

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er sammen med finansminister Nicolai Wammen blevet bedt om at redegøre for de økonomiske, beskæftigelsesmæssige og overenskomstmæssige konsekvenser af en afskaffelse af store bededag.

Derudover skal ministrene svare på, hvorfor det er lønmodtagerne, som skal betale for fremrykningen af forsvarsudgifterne, og om regeringen agter at blande sig i arbejdstider og aflønning uden at inddrage fagbevægelsen og arbejdsgivere.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Victoria Velasquez (EL), Pelle Dragsted (EL) og Karsten Hønge (SF).

Læs mere om samrådet på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål om modregning af egen arbejdsindtægt i folkepension

Ministeren skal forholde sig til følgende spørgsmål (S 156):

  • "Finder ministeren det rimeligt, at de mange pensionister, der havde regnet med, at modregning af egen arbejdsindtægt i folkepensionen blev fjernet pr. 1. januar 2023 som aftalt i reformpakken »Hurtigere i job, et stærkere arbejdsmarked, investeringer i fremtiden og innovative virksomheder«, holdes hen i uvished, fordi ministeren hverken vil bekræfte eller afkræfte, at regeringen vil fremsætte et lovforslag, der fjerner modregning af egen arbejdsindtægt i folkepensionen?"

Spørgsmålet er stillet af Pia Kjærsgaard (DF).

Læs om § 20-spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål om udenlandsk arbejdskraft

Ministeren skal forholde sig til følgende spørgsmål (S 212):

  • Mener ministeren, at mere udenlandsk arbejdskraft kan skade danske ledige i en situation med udpræget mangel på arbejdskraft?

Spørgsmålet er stillet af Steffen Larsen (LA)

Læs om § 20-spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Beslutningsforslag om at bevare store bededag

Med beslutningsforslaget (B 24) lægges op til at bevare store bededag som helligdag. 

Beslutningsforslaget har været stillet som et borgerforslag. Beslutningsforslaget er fremsat af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Peter Kofod (DF), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB) og Aaja Chemnitz (IA)

 

Læs om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830