Spring over hovedmenu

NYHED / 13-03-2023

Beskæftigelsesministeren til EPSCO-rådsmøde i Bruxelles

Beskæftigelsesministeren deltager mandag i sit første EPSCO-rådsmøde i Bruxelles.

Ane Halsboe-Jørgensen deltager i dag på sit første EPSCO-rådsmøde i sin rolle som beskæftigelsesminister. Ministeren skal blandt andet bruge dagen på at drøfte Det Europæiske Semester, hvor EPSCO skal vedtage rådskonklusioner om, hvordan man på beskæftigelsesområdet bedst håndterer konsekvenserne af Ukraine-krigen, energikrisen og den høje inflation. Desuden skal ministrene under drøftelsen om social- og beskæftigelsessituationen i EU udveksle erfaringer med at få ukrainske fordrevne i job. Endelig skal der på mødet være en drøftelse af rådsafgørelse om ratifikation af ILO-konvention nr. 190, der omhandler afskaffelse af vold og chikane i arbejdslivet.

Ministeren mødes desuden bilateralt med hhv. beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit, den svenske ligestillings- og vicearbejdsminister Paulina Brandberg og statssekretær i Tysklands Social – og Beskæftigelsesministerium, Rolf Schmachtenberg.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Vi har en række fælles udfordringer, som vi alle står over for netop nu med krig i Ukraine, pres på lønningerne som følge af høje energipriser og inflation og med et arbejdsmarked i bevægelse på grund af den digitale og grønne omstilling. De områder ser jeg frem til at drøfte med mine europæiske kollegaer.

- Vi har fra dansk side hele tiden været i mod mindstelønsdirektivet. Og vi mener også, at det er vigtigt at få klarhed over, om der er hjemmel i EU-traktaterne til lovgivning som mindstelønsdirektivet. Vi har igennem hele forhandlingsforløbet udtrykt skepsis over, om det er tilfældet og har derfor anlagt et annullationssøgsmål. Jeg ser her frem til at mødes med min svenske kollega, Paulina Brandberg, for Sverige er en god ven og nær allieret på beskæftigelsesområdet.

Dagsordenpunkter på Beskæftigelsesministeriets område

  • Det Europæiske Semester
  • Ét år inde i den russiske aggression mod Ukraine – social- og beskæftigelsessituationen i EU med fokus på arbejdsmarkedssituationen for ukrainske flygtninge
  • Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at ratificere ILO’s konvention om afskaffelse af vold og chikane i arbejdslivet

Kontakt

Pressevagt

51232830