Spring over hovedmenu

NYHED / 08-03-2023

Rapport om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet 2023 er offentliggjort

Beskæftigelsesministeriet udgiver årlig publikationen ’Kvinder og mænd på arbejdsmarkedet’. En ny udgave ligger nu klar.

Publikationen er en oversigt over centrale tendenser på arbejdsmarkedet. Analysen kommer blandt andet rundt om beskæftigelse, ledighed, lønudvikling, tilbagetrækning m.v. opgjort for kvinder og mænd.

Analysen viser bl.a. at:

  • Mødre holder betydeligt flere barselsorlovsdage, end fædre gør. Dog har der været en jævn stigning siden 2015 i fædres orlovsdage blandt forældrepar, hvor begge holder orlov.

  • Mænd har generelt en højere beskæftigelsesfrekvens end kvinder. For efterkommere af indvandrere er billedet imidlertid det modsatte. Her er kvinderne i højere grad i beskæftigelse end mændene. Særligt kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande har overhalet de mandlige efterkommere  og har en beskæftigelsesfrekvens, der er 3 pct.-point højere end de ikke-vestlige mandlige efterkommere.

  • Flere kvinder end mænd arbejder deltid, og den største selvrapporterede årsag blandt kvinderne er uddannelse og personlige eller familiære årsager. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid har for begge køn været aftagende over tid – dog især for mændene. Gabet i gennemsnitlig ugentlig arbejdstid mellem kvinder og mænd er således reduceret med 0,9 timer fra 2008 til 2022.

  • Mænd tjener fortsat i gennemsnit mere end kvinder. I 2022 er kvinders gennemsnitsløn 12,3 pct. lavere end mændenes. Det skal dog ses i lyset af, at forskellen i bruttolønnen har været aftagende over de seneste 15 år. Desuden er der tale om den rå forskel i bruttolønnen, hvorfor der bl.a. ikke er taget højde for, at kvinder og mænd uddanner sig og arbejder forskelligt fordelt på sektorer, brancher og jobfunktioner. Det indgår i Lønstrukturkomiteens arbejde at se nærmere på konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked. Komiteens forventes at afrapportere i juni 2023.

Kontakt

Pressevagt

51232830