Spring over hovedmenu

NYHED / 20-03-2023

Uge 12 i Folketinget

Seksuel chikane, udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier og beskæftigelse blandt indvandrerkvinder er på dagsordenen i denne uge, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i Folketingssalen. Derudover fremsætter ministeren et lovforslag, der giver ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck.

Tirsdag den 21. marts deltager beskæftigelsesministeren i 2. behandlingen af lovforslag, L 31, der udmønter trepartsaftalen om seksuel chikane. Lovforslaget tredjebehandles torsdag den 23. marts 2023. 

Onsdag den 22. marts, skal beskæftigelsesministeren mundtligt besvare et § 20-spørgsmål om beskæftigelsen blandt kvindelige indvandrere fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet.

Samme dag fremsættes et lovforslag om ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck, der udspringer af aftalen om inflationshjælp indgået 10. februar 2023. 

Endelig skal beskæftigelsesministeren torsdag den 23. marts deltage i 2. behandlingen af et beslutningsforslag, B 11, om udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier. 

Lovforslag L 31 om seksuel chikane på arbejdspladser

Lovforslag, L 31, udmønter trepartsaftalen om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser, der blev indgået i marts 2022 mellem den daværende S-regering og arbejdsmarkedets parter.

Med lovforslaget bliver arbejdsgivers ansvar i sager om seksuel chikane blandt andet tydeliggjort, og det bliver muligt for den krænkede at søge godtgørelse fra den medarbejder, der har udøvet krænkelsen.

Læs mere om forslaget på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål om beskæftigelsen blandt kvindelige indvandrere

Ministeren skal forholde sig til følgende spørgsmål: 

  • Hvad mener ministeren om, at kun 39 pct. af kvindelige indvandrere fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet er i beskæftigelse?

Spørgsmålet er stillet af Nick Zimmermann (DF).

Læs om § 20-spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Beslutningsforslag om udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier

Med beslutningsforslaget (B 11) lægges op til at udvide barslen for tvillinge- og flerlingefamilier med 26 uger med barselsdagpenge, som forældrene kan dele imellem sig.

Beslutningsforslaget har været stillet som et borgerforslag. Beslutningsforslaget er fremsat af  Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB), Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA)

Læs om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830