Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 08-02-2011

De mest syge og mindst syge bliver fritaget for aktivering

Alvorligt syge får nu mulighed for at blive fritaget for kontakt med jobcentret som et led i sygedagpengeopfølgningen, og sygemeldte, som er meget tæt på en raskmelding, skal ikke have aktive tilbud eller kontaktes unødvendigt. Det fremgår af et lovforslag, som blev førstebehandlet i Folketinget i dag.

Alvorligt syge får nu mulighed for at blive fritaget for kontakt med jobcentret som et led i sygedagpengeopfølgningen, og sygemeldte, som er meget tæt på en raskmelding, skal ikke have aktive tilbud eller kontaktes unødvendigt. Det fremgår af et lovforslag, som blev førstebehandlet i Folketinget i dag.

For beskæftigelsesminister Inger Støjberg er det afgørende, at indsatsen for syge bliver mere koncentreret om de mennesker, som har behov for hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet:

- Det er helt centralt, at kommunerne bruger ressourcerne på at hjælpe de sygemeldte, hvor opfølgning og aktiv indsats gør en forskel.

- Hvis man har brækket benet eller armen, tjener det ikke noget formål, at man skal i tilbud eller møde frem til samtaler i jobcentret. Derfor ændrer vi nu reglerne, så dem, der er mindst syge og snart forventer at vende tilbage til jobbet, bliver fritaget for samtaler og aktive tilbud.

- Nogle alvorligt syge mennesker har mest af alt behov for ro. Derfor præciserer vi reglerne, så vi sikrer, at alvorligt syge kan blive fritaget for kontakt med jobcentret, hvis de selv ønsker det, siger Inger Støjberg.
 
Lovforslaget udmønter aftalen om nye rammer for sygefraværsindsatsen, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance i november 2010.

Det fremgår af aftalen, at der fortsat skal ydes en aktiv indsats for sygemeldte, men indsatsen skal være individuelt tilpasset og have fokus på, at den sygemeldte vender tilbage i job. Kommunerne skal derfor kun yde en aktiv indsats over for sygemeldte, der har behov for en indsats, og opfølgningen gøres mere fleksibel for alvorligt syge og syge, der snart vender tilbage til arbejdsmarkedet.

Kontakt

Pressevagt

51232830