Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 05-05-2011

Mobbe-hotlinen er en kedelig succes

I 2010 tog beskæftigelsesminister Inger Støjberg initiativ til at oprette en mobbe-hotline, som man kan ringe til og få råd og vejledning om mobning på arbejdspladsen.

I 2010 tog beskæftigelsesminister Inger Støjberg initiativ til at oprette en mobbe-hotline, som man kan ringe til og få råd og vejledning om mobning på arbejdspladsen.

Siden mobbe-hotlinen blev oprettet for godt et år siden, har der været mere end 750 opkald til hotlinen og ikke en dag uden nye henvendelser. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtaler:

- Det er rigtig godt, at der er så mange, der benytter sig af Arbejdstilsynets mobbe-hotline. Det viser, at der er et stort behov for at yde mere og bedre hjælp til mobbeofre og virksomheder. Men tallene er også nedslående, for de viser samtidig, at mobning på arbejdspladserne er et stort problem, siger Inger Støjberg.

Mobbe-hotlinen blev oprettet som et af i alt fem initiativer, som beskæftigelsesministeren tog i 2010 for at komme mobning på danske arbejdspladser til livs. Et andet af initiativerne er en konference om mobning, som beskæftigelsesministeren afholder i dag.

- Mobning er uhyggeligt omkostningsfuldt for dem, der rammes af det. Konsekvenserne for den enkelte kan være søvnforstyrrelser, lavt selvværd, angst, stress og depression. Men det er også gift for hele arbejdspladsen. Mobning kan betyde dårlig trivsel, øget sygefravær og lavere produktivitet. Så uanset hvordan man ser på det, er mobning på arbejdspladsen fuldstændig uacceptabelt, siger Inger Støjberg.

Et andet af beskæftigelsesministerens fem initiativer er en stor konference om mobning, som afholdes i dag. Blandt talerne er beskæftigelsesministeren selv, forfatter Christian Jungersen og Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen. På konferencen vil også virksomheder som Danfoss, Rynkeby og Bispebjerg Hospital præsentere deres initiativer og erfaringer med at undgå mobning. Deltagerne vil også i løbet af dagen få inspiration og værktøjer til selv at håndtere mobning på arbejdspladserne. Konferencen holdes på Hotel Scandic i København fra kl. 9.30 – 16.30.

Øvrige initiativer i mobbe-pakken

  • Nem adgang til at klage via Arbejdstilsynets hjemmeside, hvor alle kan klage anonymt

  • Et stort forskningsprojekt, der skal undersøge sammenhængen mellem mobning og sygdom

  • En kampagne om mobning
     

Kontakt

Pressevagt

51232830