Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 09-06-2011

Midlerne til forebyggelsespakker mere end fordoblet

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er blevet enige om at afsætte yderligere 30 mio. kr. til forebyggelsespakker i 2011. I forvejen var der afsat 25 mio. kr.

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er blevet enige om at afsætte yderligere 30 mio. kr. til forebyggelsespakker i 2011. I forvejen var der afsat 25 mio. kr.

Fra 1. januar har virksomheder i særligt nedslidningstruede brancher kunnet søge om støtte til en såkaldt ”forebyggelsespakke” gennem Forebyggelsesfonden. Målet er at forebygge både fysisk og psykisk nedslidning.

De nye midler er ubrugte midler fra tidligere ansøgningsrunder til Forebyggelsesfonden. Midlerne fordeles i to portioner: 15 mio. kr., som virksomheder inden for døgninstitutioner og hjemmepleje og mindre virksomheder inden for bygge og anlæg kan søge, og 15 mio. kr., som virksomheder inden for brancherne transport af passagerer og transportmidler kan søge. De to sidste brancher får adgang til at søge støtte i form af forebyggelsespakker i efteråret.

Forebyggelsespakkerne skal hjælpe virksomhederne med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, fremme sundheden og undgå, at medarbejderne får problemer med muskler og skelet som fx ondt i ryggen. Forebyggelsespakkerne har et på forhånd fastlagt forløb, så det er nemt at gå til for virksomhederne. Indholdet i pakkerne afspejler arbejdsmiljøproblemer, som virksomhederne i de forskellige brancher typisk har behov for hjælp til at løse.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg glæder sig:

- Virksomhederne har taget rigtig godt imod forebyggelsespakkerne. Det siger mig, at ideen med at gøre det lettere for især de små virksomheder at søge om støtte til at forebygge nedslidning er helt rigtig. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har mulighed for at give endnu flere penge til forebyggelsespakker i 2011, siger Inger Støjberg.

Forebyggelsespakkerne er udviklet af Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i samarbejde med de relevante organisationer og er skræddersyet til branchernes behov.

Forebyggelsespakker er en del af regeringens aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre fra november 2009 om at forny Forebyggelsesfonden.

Der er ingen ansøgningsfrister. Virksomhederne kan løbende søge om støtte til pakkerne gennem Forebyggelsesfonden på www.forebyggelsesfonden.dk.

Kontakt

Pressevagt

51232830