Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE /

Støjberg: Mindre bøvl for de frivillige

Det skal være nemt og attraktivt at gøre en frivillig indsats i Danmark. Derfor har beskæftigelsesminister Inger Støjberg bedt Arbejdstilsynet om at fjerne eller reducere alle unødige og bureaukratiske barrierer på arbejdsmiljøområdet for det frivillige arbejde.

Det skal være nemt og attraktivt at gøre en frivillig indsats i Danmark. Derfor har beskæftigelsesminister Inger Støjberg bedt Arbejdstilsynet om at fjerne eller reducere alle unødige og bureaukratiske barrierer på arbejdsmiljøområdet for det frivillige arbejde.

- Vi skal gøre det så enkelt som muligt at arbejde som frivillig. Det giver ikke nogen mening, at man skal udarbejde en arbejdspladsvurdering, hvis man skal servere burgere to dage i en bod på Roskildefestivalen. Derfor sikrer vi nu, at frivilligt arbejde ikke begrænses af unødige og bøvlede krav. Rigide krav må ikke stå i vejen for det frivillige arbejde, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Ministeren har derfor bedt Arbejdstilsynet om at fastlægge nye retningslinjer for tilsynet med frivillige. De nye retningslinjer betyder, at Arbejdstilsynet ikke stiller krav om arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljørepræsentanter, når de fører tilsyn med frivilligt arbejde fx på festivaler og i sportsforeninger, så længe der ikke er tale om egentlige arbejdspladser.

- Meget af det frivillige arbejde adskiller sig jo helt klart fra det arbejde, der udføres på almindelige arbejdspladser. Derfor giver det ikke mening at stille de samme formelle krav til en frivillig, der hjælper til i den lokale sportsklub et par timer om ugen, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Kun på de arbejdspladser, hvor frivillige og almindelige ansatte løfter de samme opgaver, vil Arbejdstilsynet stadig tjekke, at virksomheden lever op til kravene om arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljøorganisation.

Arbejdstilsynet vil dog stadig give påbud, hvis arbejdet foregår uforsvarligt – uanset om arbejdet udføres af traditionelt ansatte eller frivillige.

- Selvfølgelig skal arbejdsmiljø og sikkerhed stadig være i orden for de frivillige, men jeg er overbevist om, at det er man også opmærksom på de steder, hvor de frivillige arbejder, siger Inger Støjberg.

På Arbejdstilsynets hjemmeside kan man fra 1. juni 2011 finde oplysninger om de nye retningslinjer for tilsyn med frivilligt arbejde på sommerens festivaler.

Kontakt

Pressevagt

51232830