Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 18-01-2012

Langt større andel af danskere end EU-borgere vil gerne arbejde efter pensionsalderen

Mens 33 procent blandt borgerne i EU gerne vil fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, gælder det hele 57 procent blandt danskerne. Det fremgår af et såkaldt eurobarometer, som Europa-Kommissionen har fået lavet blandt knap 27.000 borgere i EU27.

Mens 33 procent blandt borgerne i EU gerne vil fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, gælder det hele 57 procent blandt danskerne. Det fremgår af et såkaldt eurobarometer, som Europa-Kommissionen har fået lavet blandt knap 27.000 borgere i EU27.

Det positive udgangspunkt for kommende danske initiativer på seniorområdet glæder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:

- Det er umådelig positivt, at næsten seks ud af ti i Danmark gerne vil arbejde efter, at de har nået pensionsalderen. Vi vil bakke op om den store motivation ved blandt andet at sætte ind for at sikre bedre arbejdsmiljø i de brancher, hvor man risikerer at blive slidt ned, så man kan holde til at arbejde der, når man bliver ældre.

- Vi kender alle kloge og erfarne ældre, som vi gerne vil inspireres af og lære af. Det kan være et familiemedlem, en gammel lærer eller en kollega. Det er den respekt og fascination, der skal omsættes til arbejdsmarkedet. Vi har en rigtig god erfaringsbase i ældre medarbejdere, og den skal vi blive bedre til at bruge.

- Det kan måske virke skævt at være optaget af at forlænge vores arbejdsliv, når mange unge lige nu mangler et job. Og vi skal afgjort sætte massivt ind over for ledigheden blandt unge, men det må ikke blive et enten-eller. Vi kommer til at mangle arbejdskraft, fordi vi bliver flere ældre og færre yngre. Derfor får vi et stort behov for, at flere ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

Ministeren åbner i dag en international konference i Bella Center, der markerer åbningen af det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne.

Kontakt

Pressevagt

51232830