Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 30-08-2012

Mette Frederiksens kommentarer til ledighedstallet for juli 2012

Ledigheden i juli 2012 er steget med 1.500 personer i forhold til juni 2012. Bruttoledigheden er nu på 165.700 personer, hvilket svarer til 6,3 procent af arbejdsstyrken.

Ledigheden i juli 2012 er steget med 1.500 personer i forhold til juni 2012. Bruttoledigheden er nu på 165.700 personer, hvilket svarer til 6,3 procent af arbejdsstyrken.

”Vendingen i dansk økonomi har desværre vist sig at være langsommere end forventet. Derfor oplever vi nu, at arbejdsløsheden igen stiger. Som regeringen forleden fremlagde i vores nye prognose for dansk økonomi, så forventer vi, at arbejdsløsheden vil stige hen over efteråret, men falde igen i 2013,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

”Regeringen har sat gang i en række initiativer, der har været med til at holde hånden under ledigheden og skal skabe vækst. De initiativer forventer vi vil begynde at vise deres virkning. Men jeg synes, at udviklingen er ærgerlig og stiller høje krav til såvel regeringen som beskæftigelsessystemet.”

”Nu sætter vi ind med en ekstraordinær indsats over for ledige, der er særlig hårdt ramt. Det drejer sig om vores unge, som absolut ikke må starte deres voksenliv uden uddannelse og på offentlig forsørgelse. Det drejer sig om de mange ufaglærte, der i disse dage kæmper forgæves med at finde et arbejde. Og endelig er vi meget optaget af at hjælpe de mennesker, der risikerer at opbruge deres ret til dagpenge efter nytår. Det er en ekstraordinær svær situation, som vi lige nu arbejder på højtryk på at finde en løsning på.”

”Vi har netop lagt et finanslovsudspil frem, hvor vi har afsat 650 millioner kroner til at hjælpe unge i uddannelse eller arbejde og cirka en halv milliard kroner til at give ufaglærte ledige et uddannelsesløft. For uddannelse er nøglen til et fast job på arbejdsmarkedet. Vi tror, vi kan komme længst med et reelt uddannelsesløft. For mig som beskæftigelsesminister er det afgørende, at vi bruger krisen konstruktivt til at give arbejdsløse reelle kompetencer, viden og uddannelse og ikke til at aktivere ledige for at få tiden til at gå,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Kontakt

Pressevagt

51232830