Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 27-06-2014

Mere hjælp til ansatte i risiko for nedslidning og vold

Nedslidte medarbejdere får nu hjælp til at skifte job eller arbejdsfunktion, og der kommer flere midler til at forebygge vold på arbejdspladsen. Det er de centrale initiativer i en ny aftale om udmøntning af ledige midler i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, som regeringen, SF og Enhedslisten i dag har indgået.

Parterne vil de næste tre år afsætte i alt 41 millioner kroner til en landsdækkende sporskifteindsats, som betyder, at virksomheder i nedslidningstruende brancher kan søge om midler til at efteruddanne deres ansatte eller til udvikling af tekniske hjælpemidler til at aflaste medarbejdere. Dermed får nedslidte medarbejdere mulighed for at skifte arbejdsopgaver, job eller branche, så de kan blive længere på arbejdsmarkedet.

-Et godt og sundt arbejdsliv er afgørende for, at vi alle i længere tid kan være en del af arbejdsfællesskabet. Den her aftale betyder, at vi over de næste tre år afprøver en helt ny sporskifteindsats hvor nedslidte medarbejdere får hjælp til at skifte arbejdsopgaver eller til en helt anden branche, så de kan blive længere på arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

Aftalen indeholder også yderligere midler til forebyggelse af vold på arbejdspladsen. Der kommer en styrket tilsynsindsats med fokus på psykisk arbejdsmiljø på døgninstitutioner, hospitaler og i hjemmeplejen, hvor flest medarbejdere oplever vold eller trusler. Et rejsehold skal vejlede ledere fra kommuner og regioner om vold på arbejdspladsen, og hospitalsansatte på afdelinger med risiko for vold får en målrettet voldsforebyggelsespakke.

- Det er langt over stregen og fuldstændig uacceptabelt, at sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere udsættes for vold og trusler. Derfor indfører vi bl.a. en ny voldsforebyggelsespakke rettet mod hospitalsansatte. Vi skal sætte ind med forebyggende metoder og tilbud i de brancher, hvor vi kan se, at risikoen for vold og trusler er størst, siger Mette Frederiksen.

Aftalen tilfører desuden yderligere 15 millioner kr. i 2014 til den populære fleksjobbonusordning, og der bliver udarbejdet en hvidbog om arbejdsmiljørådgivning.

Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) siger:

- Problemerne med psykisk arbejdsmiljø har været stigende i en årrække. Dette gælder også problemerne med vold og trusler om vold på jobbet. Derfor er det meget centralt, at vi nu bevilger flere penge til at forebygge vold og trusler på arbejdspladserne. Fysisk nedslidning må dog ikke glemmes, og her er penge til udvikling af produkter, der kan nedsætte nedslidningen, også meget vigtig at understøtte som det også sker med det nye initiativ.

Arbejdsmiljøordfører Jørgen Arbo-Bæhr siger:

- Det er utroligt vigtigt med konkrete tiltag for at forebygge arbejdsskader og give folk mulig for at fastholde deres arbejde, selv om de er kommet til skade. Jeg er glad for, at vi har afsat 6 millioner kr. til tekniske hjælpemidler i de belastede brancher, her i 2014. Det betyder en helt konkret indsats for at undgå de alt for mange nedslidningsskader, ikke mindst på byggepladserne. Desuden skal vi forebygge vold på arbejdspladserne, og jeg tror på, at vores indsatser vil betyde mindre vold, som går ud over de ansatte.

Initiativer til udmøntning af midler i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse

Sporskifteindsats
Der igangsættes en landsdækkende sporskifteindsats, hvor virksomheder i samarbejde med tillidsrepræsentanten inden for nedslidningstruede brancher kan søge om midler til at give medarbejdere mulighed for at skifte arbejdsopgaver og jobfunktioner eller skifte til en anden branche. Det er også muligt at søge støtte til udvikling af tekniske hjælpemidler, der kan mindske fysisk nedslidning. Der afsættes i alt 41 mio. kroner til indsatsen over tre år i 2014, 2015 og 2016.

Forebyggelse af vold på arbejdspladsen
Initiativet består af tre elementer: en voldsforebyggelsespakke rettet mod hospitalsansatte, et rejsehold der skal vejlede om vold på arbejdspladsen og en særlig tilsynsindsats med fokus på det psykiske arbejdsmiljø i brancherne ”døgninstitutioner og hjemmepleje” samt ”hospitaler”. Der afsættes i alt 14 mio. kroner i 2014 til initiativet.

Hvidbog om arbejdsmiljørådgivning
Der udarbejdes en hvidbog, der skal afdække, om og hvordan rådgivning kan styrke indsatsen på arbejdspladsniveau, og hvilke eksisterende tiltag der har den største arbejdsmiljømæssige effekt. Der afsættes 1 mio. kroner til initiativet i 2014.

Øget bevilling til målrettet fleksjobbonusordning i 2014
Der afsættes yderligere 15 mio. kroner til den målrettede fleksjobbonusordning.

Kontakt

Pressevagt

51232830