Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 07-01-2016

Jørn Neergaard Larsens kommentar til ledighedstal for november 2015

Ledigheden falder igen i november måned. Der var således 1.100 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden på 4,5 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 119.000 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig er der fortsat positive tendenser i beskæftigelsen, og også de seneste tal for lønmodtagerbeskæftigelsen viser en stigning.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen siger:

- Det er positivt, at ledigheden fortsætter med at falde, samtidig med at beskæftigelsen viser gode takter. Det er også afgørende, at flere kommer fra offentlig forsørgelse i job, hvis vi fremover skal have råd til den velfæld, vi ønsker.

- Ikke mindst i den aktuelle flygtningesituation er det vigtigt, at dem, der kommer her til og bliver her, hurtigt kommer ud på arbejdsmarkedet og ikke kommer til at sidde fast på offentlig forsørgelse. Både af hensyn til den enkelte, virksomhederne og samfundet.

- Derfor har regeringen blandt andet indført en integrationsydelse og lavet et kontanthjælpsloft, der skal sikre, at der er en mærkbar økonomisk gevinst ved at arbejde fremfor at være forsørget af det offentlige.

- Derudover er det også afgørende, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter finder nye løsninger, så flere får et aktivt arbejdsliv og kan forsørge sig selv. Derfor har vi en pligt til at undersøge alle relevante veje, der kan give flere fodfæste på arbejdsmarkedet.

Kontakt

Pressevagt

51232830