Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 17-03-2016

Trepartsaftale på plads om integration

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået en samlet aftale om integration på arbejdsmarkedet. Omdrejningspunktet er en ny integrationsuddannelse. Trepartsdrøftelserne fortsætter efter påske med nye temaer.

Med dagens aftale er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om rammerne for en bedre integrationsindsats, der kan bane vejen for, at langt flere flygtninge og familiesammenførte kommer i beskæftigelse og nærmere selvforsørgelse.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har hele vejen været enige om, at der skal grundlæggende nye tiltag på bordet, hvis det for alvor skal lykkes at gøre op med tidligere tiders mislykkede integrationsindsats. Færre end hver tredje flygtning kommer i dag i arbejde efter tre år i integrationsprogrammet, der er bygget op omkring sprogundervisning, og hvor virksomhedskontakt fylder meget lidt.

Trepartsdrøftelserne er mundet ud i 32 initiativer, der spænder bredt og sikrer, at indsatsen for flygtninge og familiesammenførte begynder tidligere og i højere grad foregår ude på virksomhederne. Helt centralt i aftalen er LO og DA’s fælles forslag om en ny toårig integrationsuddannelse (IGU-uddannelse), som regeringen bakker op om, og som udmøntes i aftalen.

IGU-uddannelsen åbner for, at flere flygtninge kommer hurtigere ind på det danske arbejdsmarked, selv om de ikke fra dag ét kan leve op til de danske krav og oppebære en overenskomstmæssig dansk løn.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også enige om, at der er andre væsentlige udfordringer på det danske arbejdsmarked, som kræver fælles løsninger. Der er derfor indkaldt til et nyt trepartsmøde den 15. april. Tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser til unge er blandt de første temaer, der vil blive taget fat på.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen siger:

- Jeg vil gerne anerkende og takke arbejdsmarkedets parter for, at alle har arbejdet i samme retning, og at alle har vist vilje til at nærme sig hinanden og bidraget til en ambitiøs aftale. Med aftalen skaber vi et gennemgribende skifte i den danske integrationsindsats. Vi gør op med årtiers fejlslagne indsats. Vi tager fremover afsæt i, at flygtninge skal ud på de danske virksomheder og bidrage i stedet for at sidde fast i passive programmer.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg siger:  

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har landet en aftale, der gør integrationsindsatsen væsentlig mere jobrettet. Det er der brug for. Både fordi det er helt rimeligt, at man giver et bidrag til det danske samfund, når man er her. Men også fordi vi ved, at det er helt afgørende for den enkeltes integration i det danske samfund, at man kommer ud på en arbejdsplads. Her møder man danskerne, danske normer og værdier og det danske sprog.

- Den ambitiøse aftale, regeringen og parterne har indgået, afspejler, at alle har taget opgaven med at styrke integrationen på sig. Det betyder, at vi kommer til at se en langt mere beskæftigelsesrettet integrationsindsats i kommunerne, og det betyder, at man ude på arbejdspladserne giver nye muligheder for, at flygtninge – selv om de mangler kvalifikationer – kan få en plads på det danske arbejdsmarked. Det understøtter vi fra regeringens side, bl.a. med en målretning af danskuddannelserne mod beskæftigelse og med nye værktøjer, der gør det nemt for både kommuner og virksomheder. Det er rigtig godt, at der er landet en aftale, men det er nu, det egentlige arbejde begynder.

Formand for LO, Lizette Risgaard, siger:

- Den danske trepartsmodel er flere gange blevet erklæret død og lagt i graven. Men vi har bevist, at den er spillevende – og vi har vist evne til at finde løsninger på store og væsentlige udfordringer for det danske samfund. Fagbevægelsen bidrager til, at flere flygtninge hurtigere kan komme til at forsørge sig selv, og vi sikrer, at det sker inden for vores parts- og aftalesystem.

- Vi holder af og holder fast i overenskomsterne. Og nu går vi så i gang med næste runde, hvor vi skal finde løsninger for alle dem, som mangler et arbejde eller en uddannelse. Vi tager ansvar og vi skaber løsninger til gavn for fagbevægelsens medlemmer og hele Danmark.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, siger:

- Jeg er meget glad for, at det i dag er lykkedes os at finde en ny og fælles løsning, der vil hjælpe flere flygtninge i job. Aftalen rummer et nyt tiltag, der på en ubureaukratisk måde gør det lettere for virksomheder og flygtninge direkte selv at aftale en ansættelse.

- Vi har dermed taget første vigtige skridt i bestræbelserne på at løfte den store integrationsopgave, der ligger foran os. Virksomhederne er klar til at tage deres del af opgaven. Jeg er derfor også tilfreds med, at virksomhederne ifølge den nye aftale i langt højere grad kommer til at møde et effektivt og velkoordineret beskæftigelsessystem.

Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, udtaler:

- Det er godt, at arbejdsmarkedets parter har bidraget med et nyt værktøj, der kan medvirke til, at vi får integreret flere flygtninge på arbejdsmarkedet. En opgave, som virksomheder og faglige organisationer får ansvaret for at løfte. Lakmusprøven for aftalen bliver, hvor mange flygtninge der får IGU-stillinger, og hvor mange der kommer videre til et rigtigt job. Det er vi nødt til at følge nøje.

- Regeringen vil hurtigst muligt søge tilslutning til initiativerne blandt Folketingets partier, så de initiativer, der skal udmøntes via lovgivning, kan falde på plads inden sommerferien.

Trepartsaftale om arbejdsmarkedsintegration

 

Kontakt

Pressevagt

51232830