Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 05-01-2017

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kommentar til ledighedstallet for december måned

Ledigheden steg i november måned. Der var således 1.100 flere ledige end måneden før, og dermed er ledigheden nu på 4,2 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 113.200 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig har beskæftigelsen i mere end tre år være stigende.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Vi ser en mindre stigning i ledigheden i november måned, men der er grundlæggende tale om en sund udvikling. En væsentlig del af forklaringen er nemlig ifølge Danmarks Statistik, at flere flygtninge og familiesammenførte i integrationsprogrammet – blandt andet som følge af Trepartsaftalen om bedre arbejdsmarkedsintegration – som udgangspunkt bliver set som jobparate, og derfor nu indgår i ledighedsstatistikken. Det gør man ikke som aktivitetsparat, som de fleste flygtninge tidligere blev visiteret som på grund af manglende it-kompetencer og sprogproblemer.

- Alene fra oktober til november steg antallet af jobparate integrationsmodtagere ifølge Danmarks Statistik med 2.000 personer. Stigningen vidner derfor om, at personer i integrationsprogrammet nu i højere grad mødes med et klart krav om, at de skal kunne forsørge sig selv og deres familie i Danmark.

- Siden lavpunktet 2013 er der blevet skabt knap 130.000 private job. Og jeg synes, at det er glædeligt, at fremgangen er bredt funderet over hele landet, og er kommet både højt- og lavtlønnede til gode.

- Regeringen vil udnytte fremgangen i beskæftigelsen til at få endnu flere ledige ind på arbejdsmarkedet. Derfor har vi sendt et lovforslag i høring, der skal give langtidsledige en jobpræmie på op til 45.000 kr. for at komme i arbejde. Jobpræmien skal give ledige, som er langt fra arbejdsmarkedet, en ekstra gevinst ved at komme fra offentlig forsørgelse og i job.

Kontakt

Pressevagt

51232830