Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-03-2017

Godt tre millioner kroner fra varslingspuljen skal hjælpe fyrede medarbejdere hos Siemens Wind Power nær Ikast

Siemens Wind Power lukker deres fabrik i Engesvang nær Ikast med over 400 medarbejdere. Godt 3 millioner kroner fra varslingspuljen skal hjælpe de berørte medarbejdere videre i et nyt job.

Siemens Wind Power lukker til sommer fabrikken i Engesvang og mere end 400 medarbejdere er blevet varslet afskediget. I den forbindelse er der afsat godt tre millioner kroner fra varslingspuljen til at hjælpe de afskedigede medarbejdere.

- Det er trist og berører hele lokalområdet, når en hel arbejdsplads lukker og flere hundrede mennesker mister deres job. Derfor er det vigtigt, at vi har en varslings-pulje, så det lokale jobcenter kan sætte tidligt ind med jobsøgningskurser, vejledning og opkvalificering. Hurtig hjælp kan være udslagsgivende for, at de berørte medarbejdere kan komme hurtigt videre i et nyt job, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Pengene fra varslingspuljen kan blandt andet bruges til, at de afskedigede medarbejdere i opsigelsesperioden kan få et maksimalt to ugers jobsøgningskursus og målrettede opkvalificeringskurser i op til otte uger, så de er bedst muligt rustet til at komme videre, når ansættelsen endeligt ophører.

Jobcenter Ikast-Brande sætter hjælpen i gang med det samme, og forløbene kan begynde inden sidste arbejdsdag.

Fakta om varslingspuljen

Offentlige og private virksomheder kan via varslingspuljen få hjælp og støtte til de medarbejdere, der varsles afskediget i forbindelse med afskedigelser i større omfang. Ved større afskedigelser forstås afskedigelse af mindst 50 pct. af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 100 ansatte.

Varslingsmidler kan blandt andet anvendes til:

  • Jobsøgningskurser i op til to uger til beskæftigede i opsigelsesperioden
  • Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, af de opsagte medarbejdere i opsigelsesperioden i op til otte uger, hvis opkvalificeringen er målrettet områder, hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder.

Kontakt

Pressevagt

51232830