Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 12-09-2017

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til ledighedstallet for juli måned

Ledigheden er steget i juli måned. Der var således 4.700 flere ledige end måneden før, og dermed er ledigheden nu på 4,5 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 121.100 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Den markante stigning skal ifølge Danmarks Statistik tages med forbehold, da kilderne til opgørelse af dagpengemodtagernes bruttoledighed er blevet ændret fra og med denne offentliggørelse.

Det skyldes, at ledighedsstatistikken til opgørelse af dagpengemodtagernes bruttoledighed overgår til en ny datakilde. Overgangen til den nye datakilde forventes at øge usikkerheden i såvel selve ledighedsniveauet som i udviklingen fra måned til måned.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Ledigheden i juli er behæftet med stor usikkerhed. Det skyldes, at ledighedstallene for første gang er baseret på et nyt datagrundlag. Ændringerne er en direkte konsekvens af dagpengeaftalen fra 2015, der bygger på anbefalingerne fra Dagpengekommissionen.

- På trods af usikkerheden i ledighedstallene, ved vi, at antallet på offentlig forsørgelse er faldet gennem de senere år. Samtidig ser vi fortsat fremgang i beskæftigelsen, som har været uafbrudt stigende siden foråret 2013.

- Det er også glædeligt, at andelen af flygtninge i ordinære job nu stiger.  Det er positivt både for samfundet og den enkelte. I juni i 2015 var godt 12 procent i arbejde efter tre år i Danmark. I juni i år var det knap 30 procent. Det skyldes især, at det går bedre i Danmark, men også at regeringen har indført integrationsydelse, og at der med trepart nu er en mere jobrettet tilgang, hvor vi stiller krav fra dag ét.

- Regeringens forventninger til dansk økonomi de kommende år er positive, og vi har netop opjusteret vækstskønnet for både 2017 og 2018. Den fremgang skal vi udnytte til, at flere kommer med. Også dem, der har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

- Derfor har regeringen bl.a. fremlagt et skatteudspil samt finanslovforslaget for 2018, der skal være med til at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de har brug for og øge gevinsten ved at arbejde yderligere.

Kontakt

Pressevagt

51232830