Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 30-04-2018

Stor søgning til nye statslige job i Hadsten

Der er stor interesse for at lande et af de nye job, som er et resultat af regeringens plan om at flytte Arbejdstilsynets Call Center i København til tilsynscenter Nord i Hadsten.

Det er et meget stærkt felt af kvalificerede ansøgere, som jagter de syv stillinger, der er slået op i Hadsten, efter regeringen som led i Bedre Balance II valgte at flytte Arbejdstilsynets Call Center til tilsynscenter Nord. Det er vurderingen i Arbejdstilsynet, som har modtaget knap 300 ansøgninger til de syv nye statslige arbejdspladser. 

Der skal ansættes fem tilsynsførende og to administrative medarbejdere, og feltet af ansøgere kommer primært fra i Øst- og Nordjylland. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg glæder mig over, at der er så stor søgning på stillingerne i Hadsten, men jeg er sådan set ikke overrasket. Vi ved, at der er mange kvalificerede borgere rundt omkring i landet, og derfor har vi heller ikke været nervøse for at flytte arbejdspladser ud af hovedstaden.

I Favrskov Kommune glæder borgmester Nils Borring sig over de nye arbejdspladser i kommunen og er ikke overrasket over den store interesse for stillingerne.

Borgmester Nils Borring siger:

- Favrskov Kommune har en central beliggenhed i Østjylland mellem de store købstæder og med universitetsbyen Aarhus som nabo. Det betyder, at arbejdskraftoplandet er stort, og infrastrukturen er god i forhold til Hadsten. Samtidig er vi en attraktiv bosætningskommune, så der er mange muligheder, hvis man som nyansat også har lyst til at bosætte sig i kommunen. 

I forbindelse med flytningen bliver arbejdsgangene lavet lidt om, og det får indvirkning på omkring 30 medarbejdere i Hadsten. Nu skal medarbejderne både ud af huset som tilsynsførende og sidde i Call Centeret.

Det nye Call Center i Hadsten bliver officielt indviet den 14. maj af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Kontakt

Pressevagt

51232830