Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 22-05-2018

Næsten 40.000 langtidsledige er blevet belønnet for at komme i arbejde

Der sammenlagt udbetalt 300 millioner kroner i jobpræmie til langtidsledige, der er kommet i job.

Der blev udbetalt jobpræmier til 39.115 langtidsledige fra april til december sidste år. Det viser den seneste opgørelse af regeringens jobpræmie. De fik i gennemsnit hver udbetalt 1.400 kroner om måneden eller sammenlagt knap 300 millioner kroner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er rigtig glædeligt, at vi nu ser flere langtidsledige også få gavn af opsvinget og komme med ind på arbejdsmarkedet. Det er netop nu, hvor det går godt i dansk økonomi, at vi skal have alle med.

Godt en fjerdedel af præmierne ligger på 2.500 kroner, som er det højeste månedlige beløb, man kan få udbetalt.

- For regeringen har det hele tiden været afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor har vi både lagt et loft over de samlede ydelser, man kan få på kontanthjælp og samtidig gjort det muligt at få en præmie udbetalt i tillæg til lønnen, hvis man finder et ordinært arbejde, siger Troels Lund Poulsen.

Opgørelsen viser også, at der i perioden april-december 2017 i gennemsnit har været udbetalt 23.810 præmier om måneden.

Jobpræmieordningen blev vedtaget i marts 2017 og trådte i kraft i april. Den løber i to år, og man kan maksimalt få udbetalt 2.500 kroner i 18 måneder. Det svarer til 45.000 kroner.

Kontakt

Pressevagt

51232830