Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 30-05-2018

Ny direktør til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Maria Schack Vindum tiltræder 1. august jobbet som direktør for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Maria Schack Vindum bliver ny direktør for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hun kommer fra en stilling som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriets departement, hvor hun har haft ansvar for at udvikle det arbejdsmarkedspolitiske område herunder en række højtprioriterede initiativer som fx regeringens Disruptionråd.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Med udnævnelsen af Maria Schack Vindum får Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en direktør med betydelig indsigt i det arbejdsmarkedspolitiske område og stort kendskab til styrelsen. Maria Schack Vindum har et godt netværk blandt de centrale interessenter som fx arbejdsmarkedets parter og er også derfor den helt rigtige til at stå i spidsen for styrelsen.

- Styrelsen løser opgaver, som er meget vigtige for både borgere og virksomheder, og jeg har tiltro til, at styrelsen med Maria Schack Vindum som direktør også fremover kan varetage opgaverne med stor dygtighed og engagement.

Maria Schack Vindum er 43 år og i dag afdelingschef for Center for Arbejdsmarkedspolitik i Beskæftigelsesministeriets departement. Hun kom til Beskæftigelsesministeriet i 2015. Før det har hun blandt andet arbejdet i Finansministeriet og Københavns Kommune.

Maria Schack Vindum siger:

- Hver eneste dag arbejder dygtige medarbejdere i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering dedikeret for at fremme en effektiv arbejdsmarkedspolitik i Danmark, hvor flest muligt er en del af et sundt og dynamisk arbejdsmarked. Det er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig at få lov til at stå i spidsen for, og jeg går ydmyg til opgaven. Jeg vil gøre mit allerbedste for, at styrelsen også fremadrettet på højt fagligt niveau og med åbenhed og dialog med interessenter omsætter politiske ambitioner og beslutninger til virkelighed.

Maria Schack Vindum tiltræder i jobbet den 1. august 2018.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830