Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 29-06-2018

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til ledighedstallet for maj 2018

Ledigheden er faldet i maj 2018. Der var således 900 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden uændret på 4,0 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 109.300 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge Danmarks Statistik kan det fortsat forventes, at der er lettere øget usikkerhed i såvel ledighedsniveauet som i udviklingen fra måned til måned fra og med juli 2017, hvor datakilderne vedrørende dagpengemodtagerne blev ændret. I takt med, at der er opdaget indberetningsfejl er ledighedstallet blevet korrigeret bagudrettet.  

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 

- Ledigheden fortsætter med at falde i maj måned. Samtidig fortsætter beskæftigelsen med at slå rekord, så det går rigtig godt.  Og der er alene siden sommeren 2015 kommet 133.000 job i den private sektor.

- Det er meget positivt, at ledigheden falder og flere kommer i job. Også på kontanthjælpsområdet går det i den grad i den rigtige retning. I marts 2018 var der 23.600 færre fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet end i april 2016, hvor kontanthjælpsloftet trådte i kraft.

- Når der gang i økonomien, er det helt afgørende, at der er fokus på, at virksomhederne kan få de hænder, de har brug for. Og vi ser flere tegn på, at efterspørgslen stiger. I foråret 2018 har der været ca. 16.800 forgæves rekrutteringer – det højeste i ti år. Regeringen har sat ind på flere områder for at forebygge flaskehalse og vil efter sommerferien komme med et udspil, der skal styrke virksomhedernes mulighed for at rekruttere relevant udenlandsk arbejdskraft.

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside

 

 

Kontakt

Pressevagt

51232830