Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 21-08-2018

155 personer udtaget til kontrol efter første halvår med Lufthavnstilsyn

Lufthavnstilsyn, der skal afsløre snyd med blandt andet kontanthjælp, er en succes. I årets første halvår er der rejst krav om tilbagebetaling på knap en million kroner.

Lufthavnstilsynet, der laver stikprøver i lufthavnene for at afsløre snyd med offentlig forsørgelse, har i løbet af årets første seks måneder gennemført i alt 12 kontrolaktioner – nemlig 10 i Kastrup Lufthavn og to i Aalborg Lufthavn. I alt er 155 personer blevet indberettet, og der er rejst et tilbagebetalingskrav på knap en million kroner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg er tilfreds med, at vi har genindført lufthavnskontrollen og på den måde får sendt et klart signal. Jeg synes også, det er tankevækkende og bekymrende, at man så hurtigt opdager snyd for over en million kroner. Jeg håber, risikoen for at blive taget får folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden man forlader landet, hvis man fx er på dagpenge og har planer om at tage af sted uden at melde det til a-kassen først.

Det er meget forskelligt, hvad lufthavnstilsynet fanger. Eksempelvis havde en mand på kontanthjælp været udrejst mange gange i 2015, 2016, 2017 og 2018 uden kommunens tilladelse. Han skal nu betale godt 190.000 kr. tilbage og har fået en sanktion på nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i 20 uger, da det var anden gang, han fik en afgørelse om udrejse uden tilladelse.

I april måned blev tre dagpengemodtagere, der var rejst på ferie i udlandet, mødt med et krav om at betale henholdsvis mellem ca. 40.000 kroner og ca. 70.000 kroner tilbage. Derudover blev der givet sanktioner om karantæne for modtagelse af dagpenge på henholdsvis mellem ca. 600 og 1.000 timer.

- Det er kun ret og rimeligt, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg er optaget af, at man skal have en sanktion, hvis man modtager offentlig forsørgelse og ikke lever op til reglerne. Derfor er vi også kommet med et udspil, der skal forenkle reglerne om rådighed og sanktioner på kontanthjælpsområdet, så kommunerne mere konsekvent kan sanktionere dem, som uden rimelig grund ikke står til rådighed, siger beskæftigelsesministeren.

Lufthavnstilsynet blev genindført i forbindelse med finansloven for 2018, hvor der er afsat penge til 27 kontrolaktioner om året de kommende fire år. Det er forventningen, at målet om de 27 kontroller opnås i 2. halvår.

Desuden har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Toldstyrelsen et samarbejde om kontrol i lufthavne, når Toldstyrelsen i forbindelse med deres kontrolarbejde støder på ydelsesmodtagere, der har været udrejst, og der er en formodning for, at de har modtaget ydelser med urette. Samarbejdet har i de første seks måneder medført et tilbagebetalingskrav på 0,3 mio. kroner.

I alt er der således tale om et tilbagebetalingskrav på knap 1,2 millioner kroner.

Kontakt

Pressevagt

51232830