Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-08-2018

Beskæftigelsesministerens kommentar til ledighedstallet for juli 2018

Der blev 400 færre ledige i juli 2018, viser tal fra Danmarks Statistik. Samlet er der nu 107.300 ledige, og ledighedsprocenten ligger på 3,9.

Ledigheden er faldet i juli 2018. Der var således 400 færre ledige end måneden før. Ledigheden er uændret på 3,9 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 107.300 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge Danmarks Statistik kan det fortsat forventes, at der er lettere øget usikkerhed i såvel ledighedsniveauet som i udviklingen fra måned til måned fra og med juli 2017, hvor datakilderne vedrørende dagpengemodtagerne blev ændret.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I juli måned ser vi et fald i ledigheden. Samtidig fortsætter beskæftigelsen med at slå rekord, og det understreger, at dansk økonomi er i topform. Siden sommeren 2015 er der kommet 144.800 job i den private sektor, og i juni 2018 var der næsten 2,75 millioner personer i job. Det er det højeste antal lønmodtagere i Danmark nogensinde.

- Vi skal udnytte, at der er godt gang i hjulene og efterspørgsel på arbejdskraft. Her er det vigtigt, at man som ledig får den rigtige hjælp og ikke render panden mod en bureaukratisk mur. Derfor har regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti netop indgået en aftale, der er en gennemgribende forenkling af beskæftigelsesindsatsen.

- Det er historisk, at vi på den måde rydder ud i regeljunglen og skaber mere enkle regler. For borgerne, virksomhederne og kommunerne. Vi får fx sat en stopper for kravet om, at ledige skal søge arbejde, selvom de har fået et job, de snart begynder på. Og digitale løsninger gør fremover livet lettere for virksomhederne, som slipper for blanketter og andre former for registrering. Mens kommunerne får større frihed til at vælge den rigtige indsats.

- Med den større frihed følger også et større ansvar. Vi vil derfor følge kommunernes indsats tæt og skride ind over for de kommuner, der ikke lever op til deres ansvar. Ingen borgere må blive overladt til sig selv.

- I en tid med økonomisk opsving skal vi også sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. Det skal vi gøre ved at opkvalificere flere, men vi skal også gøre det lettere for virksomhederne at hente kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ellers risikerer vi, at manglen på arbejdskraft koster ordrer og dermed arbejdspladser. Regeringen kommer derfor snart med et udspil, der er en del af den netop fremlagte finanslov. For at få input mødtes integrationsminister Inger Støjberg og jeg i sidste uge med arbejdsmarkedets parter.

Kontakt

Pressevagt

51232830