Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 12-09-2018

Disruptionrådet til Viborg: Drøfter dataetik og ungdomsuddannelser

Regeringens Disruptionråd holder torsdag og fredag møde i Viborg. Medlemmerne besøger som optakt flere virksomheder i det midtjyske.

Regeringens Disruptionråd sætter torsdag og fredag punktum for en serie møder rundt om i landet, hvor medlemmerne over to dage er mødtes for at diskutere, hvordan danskerne bliver godt rustet til fremtidens arbejdsmarked. Rådets ottende møde foregår i Viborg, hvor blandt andet dataetik og ungdomsuddannelser er på dagsordenen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Ny teknologi kan potentielt give kæmpe gevinster for virksomhederne, den enkelte borger og samfundet som helhed. Digitale løsninger stiller os også foran nye, etiske spørgsmål. Fx hvad vi vil være med til, at data om os bliver brugt til. Hvis vi har klare retningslinjer på dataområdet, så kan det blive en konkurrencefordel for danske virksomheder, og det er blandt andet det, vi skal diskutere, når Disruptionrådet mødes i Viborg.

Regeringens Disruptionråd består af ministre, forskere, erhvervsledere og arbejdsmarkedets parter og har over det seneste halvandet år holdt syv møder rundt om i landet, hvor de har drøftet fremtidens arbejdsmarked og de muligheder og udfordringer, teknologien giver.

En rapport om arbejdet i Disruptionrådet lanceres ved et afsluttende møde i december.

Virksomhedsbesøg

Som optakt til mødet i Viborg besøger Disruptionrådet en række virksomheder i Midtjylland. 

  • Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen besøger Grundfos torsdag kl. 10 sammen med bl.a. DA’s administrerende direktør Jacob Holbraad, formand for LO Lizette Risgaard og formand for FTF Bente Sorgenfrey.
  • Finansminister Kristian Jensen besøger Jysk Display i Viborg torsdag kl. 10.
  • Innovationsminister Sophie Løhde besøger Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet torsdag kl. 10.
  • Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers besøger Arlas Innovationscenter i Aarhus torsdag kl. 9.30.

Pressen har adgang til besøgene mod forevisning af gyldigt pressekort. Journalister skal kontakte de enkelte ministeriers presseafdelinger, hvis man vil deltage.

Kontakt

Pressevagt

51232830