Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 28. februar 2019

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til ledighedstallet for januar 2019

Ledigheden ligger i januar måned på 3,7 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 102.700 fuldtidspersoner, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Ledigheden er faldet i januar 2019. Der var således 1.300 færre ledige end måneden før. Ledigheden er blevet nedjusteret lidt for de seneste måneder, så ledigheden i både december og januar nu ligger på 3,7 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 102.700 fuldtidspersoner i januar. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- De gode takter for sidste år fortsætter i 2019. Det er glædeligt, at ledigheden falder, og det er muligt for ledige at finde et job.

- Samtidig fortsætter den gode udvikling i det samlede antal på offentlig forsørgelse. Siden sommeren 2015 er der kommet 70.100 færre på offentlige ydelser. Den gode udvikling kommer ikke bare nogle dele af landet til gode, men hele landet. Antallet af personer på offentlig forsørgelse er faldet i samtlige 98 kommuner det seneste år.

- Udviklingen har desværre også den bagside, at virksomhederne får sværere ved at finde kvalificeret arbejdskraft, hvilket vi kan se i flere brancher. Derfor vil vi blandt andet gerne gøre det lettere at rekruttere udlændinge, så mangel på arbejdskraft ikke dræber opsvinget.

- Det er samtidig afgørende at give de ledige, som fortsat er uden for arbejdsmarkedet, en hjælpende hånd. I efteråret blev vi enige om at reformere beskæftigelsesindsatsen radikalt, så jobcentrene får mere frihed til at give ledige den hjælp, der virker for den enkelte. Vi har også sat en særlig indsats i værk til kontanthjælpsmodtagere, som er længst væk fra arbejdsmarkedet og afsat 100 mio. kr. til opkvalificering af ledige generelt.  

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside

Kontakt

Kontakt

Pressevagt

51232830