Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 20-03-2019

Beskæftigelsesminister Troels Lund beklager aftale om forordning 883

EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og Rådet blev tirsdag enige om en aftale om forordning 883.

Aftalen betyder blandt andet, at man efter én måneds uafbrudt arbejde og medlemskab af en a-kasse kan sammenlægge perioder fra et andet EU-land for at optjene ret til dagpenge. Borgere fra andre EU-lande vil således kunne få hurtigere få adgang til danske dagpenge, end de kan i dag.

Den nye aftale lægger desuden op til, at man fremover kan tage sine dagpenge med til andre EU-lande i seks måneder som jobsøgende, i stedet for kun tre måneder som i dag. 

Endelig skal ledige, der har arbejdet i et andet EU-land, end hvor de bor, kunne modtage dagpenge fra beskæftigelseslandet efter seks måneders arbejde.

Aftalen er endnu kun foreløbig, og den skal formelt godkendes af både Europa-Parlamentet og Rådet. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er en meget trist dag for Danmark og en trist dag for EU. Jeg er langt fra tilfreds med det, der er opnået foreløbig enighed om. Derfor har Danmark stemt imod linjen i Rådet, og jeg er trods nederlaget glad for, at vi har taget kampen op sammen med blandt andre Tyskland og Holland.

- Der er ikke mange EU-borgere, som i dag bruger mulighederne for at sammenlægge a-kasseperioder i hjemlandet til at få dagpenge i Danmark. Det ændrer ikke på, at vi kommer til at følge udviklingen tæt og vil være klar til at skærpe kontrollen, hvis der er tegn på misbrug, når EU-borgere fremover hurtigere kan få dagpenge.

- Når det er sagt, skal vi også huske, at vi generelt har store fordele af vores EU-medlemskab og af den fri bevægelighed.

Danmark afventer nu formelt aftaleteksten om forordningen.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830