Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 11. april 2019

Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg indkalder integrations- og beskæftigelsesambassadører til kickoff-møde

Torsdag mødes beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg med 37 kommunale integrations- og beskæftigelsesambassadører, der har fået til opgave at styrke kommunernes lokale samarbejde med virksomhederne om integration af flygtninge på arbejdsmarkedet.

Integrations- og beskæftigelsesambassadørerne blev ansat i 3. kvartal 2018 som led i satspuljeaftalen for 2018. Her blev der afsat 78,1 mio. kr. over fire år til 36 udvalgte kommuner, som i de seneste år har modtaget mange nye flygtninge og familiesammenførte flygtninge.

På mødet skal ambassadørerne dele deres foreløbige erfaringer med ministrene og sparre med hinanden om, hvordan de bedst muligt kan få flere flygtninge og familiesammenførte i job. 

Ambassadørerne har fået til opgave i højere grad at tænke virksomhederne ind i tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen, så flest mulige flygtninge og familiesammenførte til flygtninge kommer i virksomhedsforløb og ansættelser i ordinære job. Derudover skal de være med til at tilrettelægge særlige forløb for kvinder og unge, som har sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. 

Initiativet skal samtidig understøtte, at erfaringer fra de kommuner, som har stor succes med virksomhedssamarbejdet, udbredes til alle kommuner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Vi er allerede godt på vej til en bedre integration af indvandrere på arbejdsmarkedet. Det skyldes blandt andet trepartsaftalen om integration. Men vi er ikke i mål. Ikke-vestlige indvandrere er stadig overrepræsenteret blandt ledige, og samtidigt mangler virksomhederne arbejdskraft. Derfor har regeringen igangsat et projekt med ansættelse af integrations- og beskæftigelsesambassadører i udvalgte kommuner, som skal være med til at få flere flygtninge og familiesammenførte flygtninge i job. Ambassadørerne skal bygge videre på de gode resultater.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

- Selvom langt flere flygtninge er kommet i arbejde, siden regeringen trådte til, så er der stadig for mange, som står uden for arbejdsmarkedet. Så vi fortsætter kampen for, at endnu flere flygtninge kommer ud og bliver en del af arbejdsmarkedet. For så længe man opholder sig i Danmark, så skal man bidrage aktivt til samfundet og forsørge sig selv. Derfor glæder jeg mig også over, at kommunerne med støtte fra regeringen nu har ansat integrations- og beskæftigelsesambassadører, som skal være med til bygge bro mellem virksomheder, sprogcentre og jobcentre, så vi kan få endnu flere flygtninge i beskæftigelse. Og jeg glæder mig til at følge integrations- og beskæftigelsesambassadørernes arbejde.

Projektet løber fra 1. august 2018 til 31. december 2021.

 

Kontakt

Kontakt

Pressevagt

51232830