Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 25-10-2019

Godt 370.000 kroner skal hjælpe afskedigede Vestas-medarbejdere videre

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sikrer, at fyrede Vestas-medarbejdere i Lem kan få 370.600 kroner fra varslingspuljemidlerne og dermed få en større chance for hurtigt at finde sig et nyt job. Pengene går til opkvalificeringskurser og coachingsamtaler.

For en måneds tid siden blev der sendt midler fra varslingspuljerne til andre afskedigede Vestas-medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommune, der havde mistet jobbet, og nu bliver der også sendt penge til deres kolleger i Lem.

Faldende efterspørgsel på det europæiske marked har betydet, at Vestas har fyret 75 ud af 689 ansatte i Lem. Der er primært tale om ufaglærte eller faglærte med færdigheder, der mest er brug for hos Vestas.

Jobcenter Ringkøbing-Skjern oplever en mætning på det lokale arbejdsmarked for den type arbejdskraft – også efter fyringsrunden i september på Vestas i Ringkøbing, hvor 64 ansatte mistede deres arbejde. 

Derfor har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard valgt at dispensere fra bestemmelserne, så der kan bevilges penge fra varslingspuljerne. Det kan han gøre, hvis muligheden for at finde et lignende job på det lokale arbejdsmarked vurderes begrænset, og der er tale om fyringer af et ikke ubetydeligt omfang. Midlerne vil blive brugt til opkvalificeringskurser og coachingsamtaler.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er altid trist at høre om folk, der mister deres arbejde, og jeg kan forstå, at det ikke er nemt at finde sig et andet job i lokalområdet – slet ikke efter afskedigelserne i Ringkøbing i september. Derfor har jeg valgt at dispensere fra bestemmelserne, så det lokale jobcenter bedre kan hjælpe de fyrede videre og forhåbentlig hurtigt finde et andet arbejde. 

- Opkvalificering af vores arbejdsstyrke er noget, som denne regering prioriterer højt. Vi skal sørge for, at de, der mister jobbet, får de kvalifikationer, som arbejdsgiverne efterspørger. Det er også en hjælp til virksomhederne, så de kan ansætte medarbejdere med de fornødne kvalifikationer.  

- Vi er i første omgang kommet med et udspil på 100 mio. kroner til opkvalificering, og jeg håber snart at kunne lande en aftale med de andre partier. Det er første skridt i den reformkurs, som denne regering har lagt. Vi skal investere i mennesker.

Kontakt

Pressevagt

51232830