Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 21. november 2019

Anbefalinger fra Seniortænketanken skal hjælpe med at udnytte potentiale af flere seniorer i job

Der er milliarder af kroner at hente ved, at danske seniorer arbejder i lige så høj grad som eksempelvis de svenske. Derfor har regeringen fokus på, at flere seniorer får lyst til og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis man kan.

I maj 2018 blev der nedsat en Seniortænketank som led i udmøntningen af Aftale om flere år på arbejdsmarkedet, som den daværende regering og Dansk Folkeparti indgik.  

Seniortænketanken har bestået af formand Harald Børsting og 16 medlemmer: Otte sagkyndige og otte repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Nu er Seniortænketanken klar med 20 anbefalinger, som skal give bedre muligheder og vilkår for et langt arbejdsliv.  

Seniortænketanken har undersøgt, hvordan seniorer i højere grad end i dag kan fastholdes på arbejdsmarkedet, og hvordan beskæftigelsesindsatsen til ledige seniorer kan styrkes.  

Anbefalingerne udspringer af analyser og forskning på området samt besøg på virksomheder, der arbejder med at holde på deres seniorer.  

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:  

- Jeg vil først og fremmest gerne sige tak til Harald Børsting og alle medlemmerne af tænketanken for deres store arbejde. Jeg glæder mig til at kigge nærmere på de enkelte anbefalinger.  

- Generelt skal vi gøre mere for, at dem, der kan og har lyst, bliver længere på arbejdsmarkedet. Her ligger et stort uudnyttet potentiale, som kan gøre vores samfund rigere og give os mulighed for at prioritere velfærden. Udviklingen er i gang – men vi skal have endnu flere med. Seniorerne har erfaring og kompetencer, som jeg håber i højere grad vil blive anerkendt bredt. 

- Vi må samtidig ikke glemme de seniorer, som enten er nedslidte eller i fare for at blive det. Vi arbejder på at indføre en ret til tidligere pension til dem, som er begyndt tidligt ind på arbejdsmarkedet, haft hårde job og betalt mange år til velfærdssamfundet.

Læs anbefalingerne på Seniortænketankens hjemmeside

Kontakt

Kontakt

Pressevagt

51232830