Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 05-04-2020

Model med opkvalificering frem for afskedigelse udvides til flere brancher

Under Corona-krisen er der lavet en model, hvor medarbejdere kan blive opkvalificeret i stedet for at blive afskediget. Virksomhederne kan få udgifter til løn i perioden dækket. Fjernundervisningen begyndte inden for service, men nu bliver modellen udbredt til flere brancher.

En række aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og kursusudbydere giver nye muligheder for, at medarbejdere kan beholde deres arbejde fremfor at blive fyret. Og bonus er, at medarbejderne kan vende tilbage til virksomheden med styrkede kompetencer. 

Modellen går ud på, at arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i fællesskab sammensætter et opkvalificeringsforløb, der er målrettet specifikke brancher. Det kan fx være kompetencer målrettet salg og service inden for restaurationsbranchen.

Virksomhederne får dækket op til 100 procent af lønudgifterne, mens medarbejderne deltager i fjernundervisningen. Lønnen bliver dækket gennem VEU-godtgørelse og suppleres eventuelt af midler fra overenskomstens kompetencefond.

Modellen blev først taget i brug i service-, turisme-, hotel- og restaurationsbranchen, og siden er blandt andet byggeriet og offshore-branchen kommet til. Samtidig er flere andre brancher på vej med aftaler, som sikrer, at medarbejderne kan blive opkvalificeret og fastholdt, mens virksomhederne får dækket lønudgifterne i uddannelsesperioden. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Vi kan alle se på ledighedstallene, at situationen bliver værre og værre, og at krisen er alvorlig. Derfor har regeringen sat initiativer og hjælpepakker i værk for godt 285 mia. kroner. Jeg er samtidig glad for at se disse branchespecifikke initiativer, der supplerer regeringens tiltag, og jeg vil gerne rose aktørerne for at tænke kreativt i disse svære tider. 

- Det er rigtig godt, hvis medarbejderne både kan bevare deres arbejdspladser og komme tilbage til arbejdet på den anden side af krisen med ny viden og flere kompetencer, som virksomhederne kan drage nytte af. Det kan hjælpe med at få sat skub i væksten, når danskerne igen kan vende tilbage til deres arbejde.  

Læs mere om Covid 19 Job-VEU modellen (PDF)

 

Kontakt

Pressevagt

51232830