Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 18-04-2020

Over 71.000 virksomheder har søgt regeringens hjælpepakker

Tusindevis af danske virksomheder har de seneste uger sendt en ansøgning afsted for at få hjælp fra regeringens hjælpepakker.

Corona-krisen kradser hos dansk erhvervsliv, der har sendt mere end 71.000 ansøgninger for at få hjælp fra en af regeringens hjælpepakker.

Det drejer sig om kompensationsordningen for aflyste arrangementer, lønkompensationsordningen for virksomheders lønudgifter, kompensationsordningen for selvstændige mv herunder freelancere og kompensationsordningen for faste udgifter.

Ordningerne er en del af de hjælpepakker for over 300 mia. kr., som regeringen og Folketinget har lavet for at holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder.

Og det glæder erhvervsminister Simon Kollerup, at hjælpen ser ud til at lande på et tørt sted:

- Det er klart, at når regeringen går ud og laver de her historiske hjælpepakker, så er det, fordi vi håber, at de vil blive brugt. Det er utrolig vigtigt, at vi passer på vores danske arbejdspladser og virksomheder i den her tid, og mit håb er, at så mange danskere som muligt også har et arbejde at stå op til på den anden side af alt det her. I den forbindelse vil jeg gerne rose både små og store virksomheder for at have været så omstillingsparate. Nogle har omdannet hele deres fysiske forretning til en webhandel, mens andre har fundet helt nye arbejdsmetoder hjemmefra. Det er godt gået.

Regeringen vurderer, at hjælpepakkerne vil holde hånden under mindst 100.000 danske job.

- Det er enormt glædeligt, at mange virksomheder ønsker at bruge de politiske hjælpepakker, så færrest mulige danskere får en fyreseddel og alt, hvad der dertil hører af bekymringer og udfordringer i privatøkonomien. Vi er i øjeblikket ved at se på, om hjælpepakkerne kan forbedres yderligere, så endnu flere bliver hjulpet. Jeg er samtidig overbevist om, at vores samfundsmodel og konsekvente indgreb for at håndtere denne coronavirus gør os i stand til hurtigere at få gang i økonomien igen, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Yderligere informationer og kriterier findes på virksomhedsguiden.dk, hvor der er link til ansøgningsblanketten.

Kontakt

Pressevagt

51232830