Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / Ligestilling / 18-08-2020

Partnerskab skal fremme åbenhed og inklusion på arbejdsmarkedet

Sammen med relevante aktører indgår ligestillingsministeren nu et partnerskab, der skal fremme åbenhed og inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet. Det skal bl.a. ske med en kampagne målrettet ledere, HR-afdelinger og medarbejderrepræsentanter.

Forestil dig at sidde ved frokostbordet sammen med dine kollegaer, og når snakken falder på, hvad I skal lave i weekenden, så føler du ikke, at du kan være helt ærlig. Eller du føler ikke, at du kan nævne din kæreste. Sådan er virkeligheden desværre for en del LGBTI-personer, som ikke føler, at de kan være fuldt ud åbne om deres LGBTI-identitet på deres arbejdspladser.

Derfor indgår regeringen og en række relevante aktører nu et forpligtende partnerskab, der skal fremme åbenhed og inklusion for LGBTI-personer på arbejdsmarkedet.

- Danmark skal være et samfund med plads til alle uanset køn, seksuel orientering og kønsidentitet. Og sådan skal det også være på de danske arbejdspladser. Med det her partnerskab kan vi fremme et arbejdsmarked, hvor alle er trygge ved at være åbne og ærlige om deres identitet, og hvor ingen behøver frygte omgivelsernes reaktioner, hvis de er åbne, siger Mogens Jensen, minister for ligestilling.

Partnerskabet er stiftet på initiativ af ligestillingsministeren og består af organisationer på arbejdsmarkedet, faglige organisationer, interesseorganisationer samt en række virksomheder, der arbejder med inklusion af LGBTI-personer.

Med partnerskabet ønsker partnerne:

  • At sætte fokus på inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet gennem øget åbenhed, gensidig anerkendelse og plads til forskellighed og dermed fremme diversitet på arbejdsmarkedet.
  • At understøtte at alle kan være sig selv på arbejdet og dermed fremme et godt og inkluderende arbejdsmiljø, så den enkelte er tryg ved at være åben om sin LGBTI-identitet.
  • At igangsætte konkrete aktiviteter, udbrede viden og skabe debat om diversitet, åbenhed og inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet i regi af kampagnen.
    Partnerne forpligter sig til at bidrage til at udbrede og udvikle kampagnen til fremme af åbenhed og inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet, samt til at kampagnens initiativer udbredes på de danske arbejdspladser.

- Heldigvis trives flertallet af homo-, biseksuelle og transpersoner på deres arbejdsplads, men vi er ikke i mål endnu. Hvis vi skal helt i mål, kræver det en kulturændring ude på arbejds¬pladserne, og vi skal i fællesskab gøre det lettere at være åben om sin seksuelle orientering og kønsidentitet på danske arbejdspladser, pointerer Mogens Jensen, minister for ligestilling.

Der er afsat 1,4 mio. kroner fra satspuljen til kampagnen til fremme af åbenhed og inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet og de stiftende partnere er ligestillingsministeren, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Akademikerne, Lederne, Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMV Danmark, IBM, IKEA, Nordea Danmark, TDC, Danish LGBT Business Network, LGBT+ Danmark og Beskæftigelsesministeriet.

Kontakt

Pressevagt

51232830